En ung mand går smilende rundt og nynner i en stor, herskabelig lejlighed midt i Berlin, som pludselig er blevet hans helt alene. Han tillader sig selv at aske sin cigaret i køkkenskuffen og synes at nyde livet, mens munter musik fylder de fine rum, og han frit kan sætte sig i alle de stilfulde møbler. Alt ånder fred, fordragelighed og smuk storbyidyl.
Der er bare lige det, at den flotte lejlighed ligger midt i Berlin, vi befinder os i 1942 under Adolf Hitlers naziregime, og den unge mand ved navn Cioma Schönhaus er jøde. Grunden til, at han har hele boligen for sig selv, er, at hele hans familie er blevet sendt til kz-lejre, hvor de alle blev henrettet.
»O.k., du har desværre nok set rigtigt. Jeg giver dig ret og siger noget, jeg aldrig har sagt før: Det er faktisk en fejl, at jeg har skabt en scene, der kan ses, som om han er i SÅ godt humør. En fejl, jeg aldrig ville lave igen«.
Instruktøren Maggie Peren sender et såret blik i min retning hen over det lille sofabord med kaffe og vand mellem os Jeg når lige at tænke, at det her interview er kørt helt og aldeles af bordet, inden vi nærmest er kommet i gang.
