Biennalen i Venedig er et af verdens stærkeste kulturbrands. Skiftende udstillinger og arrangementer med kunst, arkitektur, dans, film, teater og musik sikrer, at der er konstant gang i et af de toårlige kæmpearrangementer. Biennalen giver arbejde til tusinder af venetianere, så jeg tænkte, at man lokalt mest af alt ville være stolt af dette globale kulturpowerhouse.
Men den østrigske pavillon viser med en velunderbygget analyse, hvordan biennalen mest af alt er en gøgeunge. Udøverne og gæsterne på biennalen kommer langvejsfra, og de servicearbejdere og unge studerende, der betjener udstillingerne, er, når de ikke er på arbejde, som resten af byens borgere udelukket fra områderne gennem ikke bare en betalingsmur, men af konkrete mure.
Siden den første udstilling dukkede op i 1895 i et hjørne af en offentlig park, er biennalen vokset metastatisk ud i byen. Da de nationale pavilloner som den danske dukkede op i starten af det tyvende århundrede, blev halvdelen af parken permanent aflukket. Også når pavillonerne står tomme. Siden er udstillingen bare vokset og vokset, har overtaget byens tidligere skibsværft, der optager godt 10 procent af byens areal. Nu forhindrer biennalen anden offentlig anvendelse.
I dag strækker den sig også over private paladser, lejligheder og forretninger, så et kort over udstillingen i Venedig ligner en fisk med mæslinger.
