Lørdag 11. august 1973 holdt Cindy Campbell en back-to-school gadefest foran sin boligblok på Sedgwick Avenue 1520 i The Bronx, New York. Og hun bad sin bror Clive Campbell om at være dj.
Han kaldte sig DJ Kool Herc, og den dag præsenterede han verden for ’The Merry-Go-Round’.
Han satte to eksemplarer af den samme funkplade på sine to pladespillere og fandt det instrumentale stykke (breaket) på begge sange. Her afspillede han den lille musikbid på skift. Når den ene spillede, snurrede han tavst den anden tilbage, så det samme lille instrumentale stykke i et loop blev spillet igen og igen, som om det var ét langt stykke. Et breakbeat.
Dansegulvet ville ikke give slip. Hiphop var født.
