Meryl Streep syntes, hun trængte til at blive muntret lidt op. Hun var »af mange grunde fortvivlet over verdens gang«, siger hun, ikke mindst klimakrisen. Derfor kontaktede hun nogle af de skæggeste mennesker, hun kunne komme i tanke om: Steve Martin og Martin Short, der sent i deres karriere har fået et comeback som komikerpar i et turnerende teaterstykke, på tv og i en Emmy-vindende komedie på streamingtjenesten Hulu.
»Jeg vidste, de var på turné«, siger Meryl Streep. »Så jeg ringede egentlig bare til dem og sagde: ’Hvis I nogensinde får lyst til et samarbejde, synes jeg, vi skal finde ud af noget’«.
Det havde de. Short og Martin foreslog, at Streep skulle medvirke i tredje sæson af ’Only Murders in the Building’, hvor de og Selena Gomez spiller amatørdetektiver og podcastværter, der efterforsker mord i en ejendom i New Yorks fashionable Upper West Side.
Streep indvilligede i at medvirke uden at vide præcis, hvad hun gik ind til, men seriens ene manuskriptforfatter og producer John Hoffman havde allerede en rolle i tankerne.
