Det er næsten som at komme hjem, da jeg træder ind i børnenes læsesal på Lyngby-Taarbæk Stadsbibliotek. Her er hylder med bøger, en væg med hovedtelefoner, små runde borde og ikke mindst et væld af podier med skummadrasser, hvor man kan lægge sig og bladre i en tegneserie.
Møblerne er holdt på et helt lavt niveau, og rummet er både fortættet og så tilpas luftigt, at man straks føler sig godt tilpas. Alt er holdt i grønne, orange, røde og grå farver, og det hele er så indbydende og behageligt, at alt falder på plads i mig. Her vil jeg bare sidde og læse bøger en hel eftermiddag.
Det var det her, Nanna Ditzel kunne, tænker jeg. Det var sådan, hun tænkte sit design. Altid i øjenhøjde med sine brugere, hvad enten de var voksne eller børn, og altid med et lille tvist, så der stadig er et legende element, som stikker frem et sted.
Her er det placeringen af madrasserne, der tårner sig op som små trappelandskaber, der giver anledning til leg og grin, men også de små bogvogne, som ungerne kan rulle hinanden og deres bøger rundt i. Det er humanistisk design, når det er bedst.
