Nu skal balletbørnene på Det Kongelige Teaters Balletskole beskyttes på lige fod med andre danske skoleelever.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil nemlig sørge for, at balleteleverne får mulighed for at klage til en offentlig instans uden for teatret, hvis de bliver dårligt behandlet, og han vil indføre regelmæssigt tilsyn med balletundervisningen, som hører under hans ministerium.
»Kulturministeriet gik for flere uger siden på værkstedet for at se på, hvordan et tilsyn med balletskolen fremadrettet kan udformes. Det er jeg i dialog med mine kolleger og undervisningsministeren om«, siger han.
»Det er en opgave, der tager en smule tid, da det skal gøres på en ordentlig måde, men jeg skynder mig så meget, jeg overhovedet kan«.
