0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Nichlas Pollier
Foto: Nichlas Pollier

Fra scenen lærer Joram Paulo altid publikum en række tanzaniske dansetrin - og opfordrer publikum til at kigge på hinanden, så de kan se, hvor ens de på trods af overfladiske forskelligheder er.

»Jeg har svært ved at holde fast i historien om, at det er synd for den mørke mand. Det går det simpelthen for godt til«

I årevis var der ingen, der troede på JJ Paulo. Han blev afvist af den danske musikbranche. Så han besluttede sig for at gøre det hele selv. Nu spiller han på alle de prominente danske festivaler, fylder spillestederne og optræder i de største tv-programmer med sin varme, danselystne afrobeat. Og kalder sig selv for musikbranchens værste mareridt. Vi var med, da et udsolgt store Vega blev kulminationen på et vildt år for JJ Paulo. Et år, hvor han har sendt chokbølger gennem dansk musik. Og hvor han er blevet det forbillede, han selv manglede som afrikansk barn i Silkeborg.

FOR ABONNENTER

Klokken nærmer sig midnat, og Joram Paulo griner over hele hovedet, mens han træder ned ad trapperne bag scenen. Hans bare overkrop glinser af sved, og om benene dingler et par løse, sølvfarvede velourbukser.

Han smyger sig gennem forsamlingen og frem til en stor skål på langbordet i midten af det lavloftede backstagerum. Mellem de raslende isterninger finder han to flasker champagne, popper dem og sørger for, at der bliver hældt op til alle. Bandet, vennerne, familien, journalisterne.

Jubelråb og champagneglassenes klirren fylder luften.

»Venner, venner, venner«, tysser Joram Paulo og hæver sit glas.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce