Det danske monarkis symbolske magt står ikke stærkere end netop i disse dage, hvor dronning Margrethe abdicerer, og hendes ældste søn kronprins Frederik udråbes til konge.
Det er såre forståeligt, at alderen trykker, og generationsskiftet må finde sted. Det er både en stor og en menneskelig fortælling, og det er med sådanne, hvor kongehusets medlemmer bliver almenmenneskelige, at deres kulturelle værdi i samfundet stiger.
Alle større medier skriver hver dag om kongehuset og fylder vores bevidsthed med begivenheden.
Sådan sætter kongehuset sig igennem anno 2024, sådan bekræfter og bevarer institutionen sig selv i en tid, hvor dens formelle magt er overskuelig og knap mærkes som andet end ritualerne omkring regeringsdannelser og statsråd.
