Vi sidder i rundkreds omkring en lysende skive på gulvet med små modelnåletræer og papfigurer, der kaster dansende skygger på vægge og loft. Børn og voksne følger sceneriet med øjnene, mens de lytter til fortællingen om »alle de biblioteksbøger, der aldrig bliver læst«. Den eneste lyd i lokalet er fortællerens stemme.
Uden for Teatret Gruppe 38 slår ministre og forskere og pædagoger jævnligt alarm og advarer om, at vi udsætter børn for alt for mange skærme i alt for lang tid. Sociale medier og digitale platforme lokker og fastholder deres publikum i et spind af algoritmer. Men kan man overhovedet kæmpe imod? Hvordan er det lige, man fanger børns opmærksomhed uden?
Bodil Alling insisterer. Hun har stået imod i fire-fem årtier. På en regnfuld tirsdag eftermiddag kan den høje kvinde med det strittende hvide alfehår alene med sin stemme, nogle skygger og en god historie fastholde et publikum af 10-, 20- og 60-årige.
Hun holder fast i analogt teater, og jo, nogle af de børn, hun spiller for, kan da godt »bakse med langsomheden i begyndelsen«, medgiver hun.
