Natten til søndag 2. maj 2004 var København i forårshumør. Om dagen havde politiet haft travlt i forbindelse med 1. maj-fejringen i Fælledparken, og festen fortsatte ud på de små timer mange steder i byen.
Ingen opdagede tilsyneladende de to personer, der i midnatstimen trængte ind på Statens Museum for Kunst og forlod det igen med sølvgenstande til en værdi af omkring 1 million kroner.
Gerningsmændene var brudt ind på det topsikrede museum ved hjælp af et koben og en skruetrækker. På under fem minutter var det lykkedes dem at smadre sig vej gennem i alt otte aflåste døre for at nå frem til særudstillingen ’Georg Jensen 100 år’, hvor filminstruktøren Bille August havde iscenesat sølvet side om side med uerstattelige malerier fra museets samling.
Men på trods af gode spor og videoovervågning er sagen om det store sølvtyveri på Statens Museum for Kunst fortsat uopklaret.
