Der er en behagelig, tør autoritet over David Batesons stemme.
»Da iskappen trak sig tilbage for 10.000 år siden ...«, læser han på engelsk fra et manuskript i en lydboks i sin kælder i Gentofte.
Stemmen er David Batesons største aktiv.
Faktisk har den forsørget ham igennem en 25 år lang karriere som stemmeskuespiller. Nogle vil kende ham som karakteren Agent 47 fra computerspillet ’Hitman’, en rolle, der har givet ham mange timers arbejde alene med at skrive autografer.
