Faktisk husker Stine Askov ikke rigtig at have sovet under sin opvækst. Når natten lagde sig over huset i Hellebæk tæt på Helsingør, tårnede katastrofetankerne sig op i hendes hoved. Om en verden dækket af hvidt støv efter atomkatastrofen. Og bekymringer for, hvad der skulle blive af deres kat.
Resten af familien, havde hendes far fortalt, ville flytte i kælderen. Men jævnligt måtte hun ind og ruske liv i ham om natten og få ham til at repetere planerne.
Når han havde gentaget, at de kunne bo nede i kælderen, og at de havde en kummefryser med mad til flere år, lå hun igen i sin seng. Og spekulerede på, hvordan de egentlig skulle få fat i al den nedfrosne mad. For kummefryseren stod i garagen, og hvordan skulle de komme derud uden at blive ramt af radioaktivt nedfald?
»Det var en angst, som jeg også i et eller andet omfang dyrkede. Længe prøvede mine forældre at hjælpe mig og tale med mig om det. Men på et tidspunkt mente de, det havde taget overhånd. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår det skete«.
