0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Emil Bay
Foto: Emil Bay

Stine Askov kunne knap nok engelsk, da hun i midten af 1980'erne i et håndskrevet brev forsøgte at tale den amerikanske præsident Ronald Regan til fornuft.

Skulle katastrofen ske, er Stine Askov ikke i tvivl om, hvad hendes næste træk er

Stine Askov levede hele sin barndom på randen af en atomkrig. Følte hun. Og måske har vi bare brug for at have en katastrofe hængende over hovedet. Men skulle det værste ske, er forfatteren ikke i tvivl om, hvad hendes næste træk er.

FOR ABONNENTER

Faktisk husker Stine Askov ikke rigtig at have sovet under sin opvækst. Når natten lagde sig over huset i Hellebæk tæt på Helsingør, tårnede katastrofetankerne sig op i hendes hoved. Om en verden dækket af hvidt støv efter atomkatastrofen. Og bekymringer for, hvad der skulle blive af deres kat.

Resten af familien, havde hendes far fortalt, ville flytte i kælderen. Men jævnligt måtte hun ind og ruske liv i ham om natten og få ham til at repetere planerne.

Når han havde gentaget, at de kunne bo nede i kælderen, og at de havde en kummefryser med mad til flere år, lå hun igen i sin seng. Og spekulerede på, hvordan de egentlig skulle få fat i al den nedfrosne mad. For kummefryseren stod i garagen, og hvordan skulle de komme derud uden at blive ramt af radioaktivt nedfald?

»Det var en angst, som jeg også i et eller andet omfang dyrkede. Længe prøvede mine forældre at hjælpe mig og tale med mig om det. Men på et tidspunkt mente de, det havde taget overhånd. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår det skete«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce