Maj blev en usædvanlig måned for Karen Mukupa. Den begyndte med en telefonbesked, der fik foråret til at dele sig i to. I et før og et efter.
Hun befandt sig i radiostudiet på P8 Jazz, hvor hun netop havde lavet optagelser til sit program ’Klub Mukupa’ og var i »rigtigt mandagshumør«, da hun på telefonen så et opkald fra et ukendt nummer.
»Jeg tænkte, at det var et scam, eller at nogen var ude på at sælge mig noget«, siger hun.
Karen Mukupa tog telefonen og ringede tilbage, klar til at sige nej tak.
