Sig nærmer tiden. En del af mine jævnaldrende venner bruger rollator. Jeg er 87 og har indset, at det en skønne dag kan blive min tur. Så da jeg opdager en udstilling af design til oldinge, opsøger jeg den med stor appetit.
Den store filosof Kant lærte os, at æstetik er interesseløst behag, altså at jeg kan glæde mig over noget smukt uden at være interesseret i at eje det. Det passer perfekt på min oplevelse af designeren Anker Baks rollator, som i forsommeren blev udstillet i Knippelsbros gamle kommandotårn. Den er pæn. Men jeg ville ikke drømme om at eje den eller bruge den.
En rollator er et gangstativ. Med hænderne på to håndtag over fire hjul går det an at gå, selv når man ikke længere kan holde balancen. Stængerne, der forbinder de fire hjul med de to håndtag, er af det smukkeste egetræ. Men ak, så begynder manglerne at falde i øjnene. På hvert af håndtagene er der godt nok bremser, men de kan ikke låses fast som håndbremsen i en bil. En meget vigtig funktion.
