Jeg sad med en korkprop i munden, måske var det endda en champagneprop. Det sidste skænkede jeg ikke en tanke, alt for befippet over endelig at være elev på en skole for folk, der ville digte. Nu skulle vi også lære at læse digtene op, og med korkproppen var vi nået til øvelserne i ar-ti-ku-la-ti-on. Men hvor meget jeg end gjorde mig umage for at bevæge tungen korrekt, slog den knuder. Korkproppen var heller ikke min eneste forhindring, for skolen lå i Norge, og da det for tredje gang i træk ikke lykkedes mig at få ’kjempekjekt’ – vel det mest friskfyragtige ord i verden? – over mine læber, spyttede jeg proppen ud.
Jeg græd ikke, men ydmyget var jeg, og øjnene sved. Heldigvis skete der noget, da jeg læste det digt, jeg selv havde valgt, pludselig kunne alle høre, hvad jeg sagde:
»Men jeg ville heller ikke det jeg ville/ Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var/ Jeg ville så gerne ha dig/ Så fik jeg minsandten det/ jeg ville ha, og hvad gør man så«.
Sådan lyder de første linjer fra mit yndlingsdigt af Pia Juul. Det stammer fra ’En død mands nys’ (1993), en sælsom, lidt grum digtsamling, som var min faste følgesvend i Norge, og som for tiden ligger opslået på spisebordet igen. Når jeg genbesøger Pia Juuls forfatterskab nu, skyldes det dog især novellerne, der denne sensommer genudgives samlet. Så snart jeg tager hul på dem, hører jeg Pia Juuls karakteristiske stemme og sætningsmelodi.
