Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
P
Læs uddrag

Nu udkommer kultklassikeren 'Kvinder uden mænd' af iranske Shahrnush Parsipur på dansk

Hvad har en skolelærer, der vil være et træ, en rig enke, en prostitueret og to gammeljomfruer til fælles? Shahrnush Parsipurs magiske roman om fem kvinder i et samfund domineret af mænd er forbudt i Iran for sin ærlige skildring af kvindelig seksualitet. Alligevel er den blevet en undergrundssucces, og nu udkommer den på dansk. Læs her et uddrag af den fabulerende roman.

14. juni 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Farrokhlaqa sad og bredte sig på bagsædet. Ostovari, Mosayeb og chaufføren sad alle foran. Sådan nåede de frem til haven klokken fire om eftermiddagen. Ostovari var lidt nervøs. Han var bange for, hvordan damen ville reagere, når hun så træet. Han havde fortalt detaljeret om alt ved haven, bortset fra træet.

Chaufføren standsede bilen foran porten. Ostovari kom ham i forkøbet ved at springe ud og åbne bildøren for hende. Det var chaufførens sidste arbejdsdag. Faktisk havde han ikke engang behøvet at møde op i dag. Farrokhlaqa kunne selv have kørt derhen. Men han havde tilbudt det som en tjeneste, selvom det mest var, fordi han var nysgerrig efter at se stedet.

»Nu skal De få at se, hvilken perle denne ejendom er«, sagde Ostovari.

Farrokhlaqa sagde ikke noget og gik hen mod porten med Ostovari, Mosayeb og chaufføren i hælene. Da hun stod foran indgangen, tøvede hun et øjeblik. Så vendte hun sig om, og ligesom hendes mor plejede, lagde hun hovedet på skrå over sin venstre skulder.

»Er det denne her?«, spurgte hun.

»Ja, frue«, sagde Ostovari og tog en stor nøgle op af lommen og åbnede porten. Så trådte han et skridt tilbage og lod damen gå forrest.

Farrokhlaqa gik forsigtigt ind gennem porten. Indvendigt skælvede hun af fryd, men hun ville ikke have, at mændene bemærkede det. Hun gik behersket ned ad den lille grussti, der førte til den ene side af huset. Hun noterede sig alle detaljer.

»Lige, hvad De har søgt. Der skal kun repareres lidt hist og her«.

Farrokhlaqa nikkede. Der gik en sti hen til bygningen. Over for huset var der en stor kakkelbeklædt havedam med en lang træbænk ved kanten. Grusstien gik hele vejen rundt om dammen og fortsatte hen til de flisebeklædte trapper, der førte op til huset.

Det var ikke nogen smuk bygning. Det lignede amatørarbejde. Det så tarveligt ud. Farrokhlaqa mærkede et stik af skuffelse.

»En gang gips på facaden ville gøre underværker«, sagde Ostovari.

Farrokhlaqa prøvede at forestille sig det. Han havde ret. Det var ikke nogen dårlig ide. Og vinduerne var i det mindste små og passede til stedets klima.

Ostovari tog en anden nøgle op og åbnede døren ind til huset. Der var en stor og kølig stue og tre værelser. Der var adgang til køkken, badeværelse og toilet direkte fra stuen. Alle vinduerne i værelserne vendte ud mod haven, mens toilettet, badeværelset og køkkenet vendte ud mod den lille baggård.

»Det er et godt køkken, det er stort. Der mangler et badeværelse mere. Tre værelser er også for lidt, der kommer til at være mange gæster«, sagde Farrokhlaqa.

»Som jeg har sagt før, frue, så er der et solidt fundament, og de bærende søjler er af jern. De kan bygge en ekstra etage ovenpå«. Ostovari pegede mod hjørnet af stuen. »Herfra kan De etablere en trappe til overetagen, og hvis De ønsker det, kan De plante et træ lige under, så træet vokser op ad trappen. Og derfra videre op på taget. Det bliver som et slot«. Farrokhlaqa var forbløffet ved tanken om et træ inde i huset. Ostovari var ved at revne af stolthed.

»Det er min egen ide«, sagde han.

Toogtredive års samliv med en tvær og asocial mand havde fået skræmt de fleste væk. Men det gjorde nu ikke noget. Hun kunne vælge nye venner helt forfra.

»Det må jeg se på«, sagde Farrokhlaqa. »Det kan være, at det ødelægger fundamentet, når man vander træet«. Hun kunne godt lide huset, men sagde ikke noget. Hun vidste godt, at hun ikke skulle virke for ivrig foran Ostovari. Men indvendig var hun allerede begyndt at fantasere. Hun var opsat på at bygge en ekstra etage og forestillede sig et interessant og socialt liv. Hun ville invitere alle sine venner fra Teheran ud til Karadj hver fredag. Det var ikke, fordi hun havde så mange venner. Toogtredive års samliv med en tvær og asocial mand havde fået skræmt de fleste væk. Men det gjorde nu ikke noget. Hun kunne vælge nye venner helt forfra. Ordentlige venner, forfattere, digtere og litterater. Hun kunne afholde saloner, ligesom de franske damer, hun havde læst om i romanerne fra det nittende århundrede.

Ostovari viste haven frem stykke for stykke. Han havde talt alle træerne og fremlagde nu sin mening om, hvad der skulle gøres. Man burde få en gartner til at få skik på haven. Den havde været forladt i et års tid, og det kunne man til en vis grad godt se.

Ostovari havde planlagt turen, så de gik fra træ til træ, og han benyttede enhver lejlighed til at tale om træer.

»Fruen kan søge i hele Karadj uden at finde noget tilsvarende. For at være helt ærlig er der mange smukke huse og haver i Karadj, men til denne pris finder De ikke et bedre sted. Og så skal der ikke mere end en kærlig hånd til for at forvandle den til et stykke paradis«.

Farrokhlaqa vidste godt, at det var en salgstale, men hun lod som ingenting. Hun havde kunnet lide huset fra første blik. Ostovari kunne have sparet sig besværet.

Til sidst nåede de ned til bækken.

»Som De kan se, er der ingen mur på denne side. Bækken fungerer som skel. Strømmen er så stærk, at der ikke er fare for tyve. Desuden er folk her slet ikke tyvagtige«.

»Jaså«, sagde Farrokhlaqa. Så fik hun øje på træet. Først var hun usikker på, om det var virkeligt.

»Hvem er det?« spurgte hun.

Åh nej, nu begynder det, tænkte Ostovari.

»Det … det er faktisk et menneske. Men jeg kan garantere Dem for, at det er det mest harmløse menneske, De nogensinde har mødt«.

»Men hvad laver det her?«

»Hvordan skal jeg sige det«, sagde Ostovari. »Sandheden er, at de sælger haven billigt på grund af det her. Jeg syntes, at det var spild af en smuk have. Sådan et sted kan man ellers ikke finde til den pris. Jeg tænkte, at De selv er kvinde og ville kunne tolerere dette stakkels træ«.

Farrokhlaqa gik forsigtigt to skridt tættere på træet. Hun var lidt nervøs ved situationen.

»Men det her er jo ikke et træ, det er et menneske«.

»Det er i sandhed rigtigt. I virkeligheden er det stakkels træ … faktisk er det den forrige ejers søster«.

Fornuftige mennesker går da ikke hen og bliver til træer?

»Hvor mærkeligt«, sagde Farrokhlaqa.

»Ja, sådan er det. Staklen blev sindssyg og plantede sig selv i jorden«.

»Men det går da ikke. Hvis hun er sindssyg, må hun da indlægges på en anstalt«.

»Det er det, der er problemet. Staklen blev væk sidste efterår. Familien ledte efter hende overalt uden at finde hende. I starten af sommeren tager de ud i haven igen for at komme lidt væk. Her opdager de, at den arme pige har plantet sig selv i jorden. De tænker, at hun må være blevet sindssyg. Men frue, lige meget hvor meget de prøver at få hende op af jorden, lykkes det ikke«.

Ostovari tog sit store lommetørklæde op af lommen og tørrede et par tårer væk. Så gav han sig højlydt til at pudse næse. Farrokhlaqa var meget rørt af historien.

»Hr. Ostovari, det er vel, gud forbyde det, ikke en af Deres egne slægtninge?«

»Nej frue, men tro mig, jeg har ikke grædt i tyve år. Men hver gang jeg ser denne stakkel, så græder jeg, jeg ved ikke hvorfor … Nå men, hver gang de prøver at tage hende op af jorden, må de give op igen. Og den arme stakkel, hun råbte og bønfaldt: Lad være med at tage mig op, lad mig gro og spire her«.

»Men hun har jo ikke dannet nogen skud«, sagde Farrokhlaqa.

»Nej, ikke endnu, men hun har slået rødder. Måske begynder hun at danne skud til næste år«.

»Hvad med hendes familie?«

»Hvad skal jeg sige? De er dybt ulykkelige over denne pinlige situation. Hvad kan man sige? Hvordan skal de fortælle andre folk, at deres datter og søster er gået hen og er blevet forvandlet til et træ? Sådan noget kan man jo ikke bare sige. De kom til mig for at få et godt råd. De ville gerne sælge haven billigt mod at forblive anonyme, så det lovede jeg dem. Det er derfor, haven er så billig. Det er Deres held«.

»Men hvorfor skammer de sig over et træ?« spurgte Farrokhlaqa. »Der er da ingen skam i at blive forvandlet til et træ«.

»Hvordan skulle det ikke være pinligt, frue? Fornuftige mennesker går da ikke hen og bliver til træer? Man skal ligesom denne stakkel være afsindig for, at forvandlingen kan ske. Hendes bror kom grædende til mig. Han sagde: »Nu varer det nok ikke længe, før folk finder ud af det og begynder at danne rygter. De kan sikkert finde på at kalde os familien Træ-chian, Træ-zadeh eller Træ-pur, eller måske finder de på at komme og male slagord på vores mur uden for huset og ødelægge familiens ry«. Jeg siger Dem, frue, der er tale om en meget respekteret familie. Hvordan skal de få sig selv til at sige, at en af dem er forvandlet til et træ? Hvis hun var blevet minister eller advokat, var det en anden sag. Det er noget, man kan fortælle alle om, ja, ligefrem prale med. Men hvad skal man sige om en, der er blevet til et træ? Hendes stakkels bror sagde: »Selv hvis hun var blevet mejerist, havde vi ikke haft noget imod det. Det er også et job, og nogen skal jo lave yoghurt. Men et træ, altså, jeg ved snart ikke««.

Farrokhlaqa blev ved med at gå rundt om træet. Mosayeb og chaufføren stod og betragtede det hele på afstand. De turde ikke rigtig nærme sig.

Træet var en kvinde på omtrent syv-otteogtyve år. Hun var sunket i jorden op til knæene og havde laset tøj på. Hun stod rank og rask og kiggede på gruppen. Farrokhlaqa kunne mærke, at hun var begyndt at holde af træet. Ostovari fortsatte.

Hun vil sikkert tolerere stakkels Mahdokht på sin ejendom og holde på Deres hemmelighed, hun ved godt, hvad det vil sige at holde på formerne

»Jeg sagde til hendes bror, at han ikke skulle bekymre sig. Jeg kender en respektabel frue fra en velanset familie, en rigtig dame, sagde jeg. Hun vil sikkert tolerere stakkels Mahdokht på sin ejendom og holde på Deres hemmelighed, hun ved godt, hvad det vil sige at holde på formerne«.

Farrokhlaqa lyttede slet ikke efter. Hun havde travlt med at forestille sig en lille revolution. Hvad kunne hun dog ikke få udrettet med dette mærkelige træ. Ikke alene kunne hun etablere en kultursalon, hun kunne også blive fortaler og advokere for en sag. Hun kunne blive minister. Hun havde aldrig før hørt om nogen, der havde et mennesketræ. Ostovari fortsatte:

»Som jeg sagde før, så kan fruen i stedet for træet her plante et inde i huset. Og dette her kan De indhegne for at holde nysgerrige blikke væk og undgå et spektakel«.

Farrokhlaqa tænkte, at man nok ikke havde brug for et træ i huset, hvis man havde et mennesketræ. Med et mennesketræ var hun sikker på at være alle andre mentalt, intellektuelt, spirituelt og fysisk overlegen. De fleste havde slet ikke format til at forstå de moralske følger af et mennesketræ. Ikke at Farrokhlaqa helt selv forstod, hvad det ville sige at have et mennesketræ endnu. Men hun havde på fornemmelsen, at træet ville bringe hende opmærksomhed og berømmelse.

»Det bliver ikke nødvendigt med et indendørs træ, Hr. Ostovari. Og træet her forbliver fritstående. Jeg tager det, som det er«.

Ostovari sukkede af lettelse.

»Jeg var ellers bekymret for, at fruen ikke ville finde det acceptabelt. Jeg havde endda tænkt på, om jeg selv skulle købe ejendommen. Men frue, jeg har seks børn. Før eller siden er jeg sikker på, at de ville have hevet det stakkels træ op med rode. Gud ske tak og lov for, at De vil have haven«.

Farrokhlaqa gik hen mod porten. Hun havde travlt med at forestille sig revolutionen. Hun hørte ikke efter, hvad Ostovari var ved at sige. Mens hun gik, råbte hun:

»Mosayeb! Akbar! Tag ind til byen og hent mine kufferter«.

Mosayeb lød overrasket.

»Vil De blive her allerede fra i nat? Huset er jo tomt og forladt?«.

»Det gør ikke noget, jeg bliver her natten over. Jeg vil selv holde øje med arbejdsmændene. Tror De, at De kan skaffe nogle arbejdsmænd til mig, Hr. Ostovari? Jeg vil gerne i gang med at bygge allerede fra i morgen«.

Ostovari så måbende på hende. »Hvorfor al den hast, frue? Bliv De lidt i byen endnu. Jeg skal nok selv forestå tilbygningen. Mosayeb er her jo også«.

»Nej. Jeg bliver her. Vi starter i morgen. Jeg vil ikke have, at det skal vare længere end en måned«.

Der var nogen, der bankede på. Mosayeb benyttede lejligheden til at advare.

»Det er ikke fornuftigt, frue. Bønderne her kender Dem ikke, de vil snage. Se nu der! De banker allerede på«.

»Det gør ikke noget«, sagde Farrokhlaqa. »Jeg skal nok lære dem, at mig kan de ikke løbe om hjørner med«.

Mosayeb åbnede døren. Der stod en mand og en kvinde udenfor. Manden spurgte:

»Undskyld, unge mand, kunne dette hus ikke bruge en gartner?«. Farrokhlaqa havde fulgt i hælene på Mosayeb. Før han kunne nå at sige noget, kom hun ham i forkøbet.

»Jo, ven, jo. Er du gartner?«.

»Det er jeg, frue. De kalder mig den gode gartner. De siger, jeg har grønne fingre. Enhver gren, jeg rører, sætter tusind skud, og fra hvert skud vokser der tusind blomster«.

Farrokhlaqa var overvældet. Først mennesketræet og nu denne mand, der ovenikøbet så lige så godmodig ud, som han sagde, han var, og som tilsyneladende havde grønne fingre.

»Kan du også lave murerarbejde?«.

»Jeg kan lave alt, frue. Alt«.

»Og hvem er det der? Din kone?«.

Gartneren kiggede på kvinden, der stod i døren ved siden af ham.

»Nej, frue. Jeg løb ind i denne arme kvinde på landevejen mod Karadj. Hun stod forstenet og kiggede sig omkring. Da hun så mig, udstødte hun et hvin og løb over til mig og kastede sig grædende for mine fødder. Da jeg spurgte hende, hvad hun dog græd for, kyssede hun mine fødder og sagde, at jeg var den første mand, hun havde set det sidste halve år, som havde et hoved«.

»Er hun skør?«, spurgte Farrokhlaqa.

»Det tror jeg ikke«, sagde gartneren. »Hvorom alting er, begyndte jeg at gå, og hun fulgte efter mig. Hun siger, at hun hedder Zarrinkolah og har begået mange synder, men har angret nu«.

Farrokhlaqa kiggede på kvinden.

»Zarrinkolah, kan du lave mad?«.

»Nej, kære frue«.

»Kan du feje?«.

»Nej, kære frue«.

»Kan du vaske op?«.

»Nej, kære frue«.

»Men hvad kan du så?«.

»Jeg kan lære, kære frue. Og jeg kan fortælle historier og eventyr. Jeg kan også nogle andre ting. Jeg er ung, men jeg har en hel verden af erfaring«.

Farrokhlaqa kiggede tilbage på den gode gartner.

»Hvad hedder du?«.

»Hvad skal De med mit navn, frue. Alle kalder mig den gode gartner. De kan bare sige gartner«.

«Nå, gartner. Du er ansat hos mig fra i dag. Men hvad skal vi stille op med kvinden?“

»Lad hende blive, frue. Hun skal nok gå til hånde. Hun skal nok lære at arbejde«.

»Så siger vi det«, sagde Farrokhlaqa. Hun tænkte, at man kunne lære hende at blive sådan en tjenestepige, som man kan have ved hånden hele tiden. Kvinden så ikke bedragerisk ud, faktisk syntes Farrokhlaqa, at hun virkede oprigtig.

»Så siger vi det«, gentog hun.

Hun vendte sig mod Mosayeb og chaufføren.

»Tag af sted, og tag alt det med, som I kan. Kufferterne er pakkede, tæpperne er rullet sammen. Det kan være, I skal leje en stor vogn. Så gør I det. Jeg vil have alting her i huset i aften«.

Så vendte hun sig om mod Ostovari.

»Tag gartneren med Dem i bilen, Hr. Ostovari, og kør ind til byen og køb gipsblanding og byggematerialer«.

»Men klokken er seks om eftermiddagen, frue. Alt er lukket nu«.

»Lad nu være med at skifte emne, Hr. Ostovari. Vi to har trods alt en hemmelighed sammen. Vi må hjælpe hinanden«.

»Javel«.

Så vendte hun sig mod Zarrinkolah igen.

»Og du bliver her som min hjælper«.

»Ja, kære frue«.

Mindre end to minutter efter at mændene var gået, bankede det på døren igen. Farrokhlaqa åbnede. Der stod to kvinder udenfor. De havde støvede chadorer på og så trætte ud.

»Hvad vil I?«.

Den ene kvinde begyndte at hulke højlydt. Den anden, som var lidt ældre, stod og ventede i stilhed, indtil den første var holdt op med at græde.

»Jeg sagde, hvad vil I?«.

Kvinden, der ikke græd, tog ordet.

»Vær hilset, ærede frue. Mit navn er Munes. Og dette er min veninde Faezeh. Vi er gået langt, hele vejen fra Teheran hertil. Vi er meget udmattede. Og der er hændt os forfærdelige ting på vejen. Hvis De vil være så venlig, så vil vi gerne overnatte her. I morgen vil vi gå videre og følge skæbnen«.

»Hør, de damer, jeg er selv lige ankommet. Jeg har ingenting i huset. Men det er meget mærkeligt, at der går to damer som jer her ude i ødemarken. I ser ud til at være fra anstændige familier. Hvorfor rejser I alene?«.

»Det er en lang historie, frue. Sagen er den, at vi besluttede os for at frigøre os fra familiens fængsel og komme ud og rejse, tage på pilgrimstur, være turister. Desværre var Karadj det første sted vi valgte, hvilket bragte en ulykke over os«.

Nu var Farrokhlaqa begyndt at interessere sig for de to kvinder.

»Kom indenfor«, sagde hun. »Alle mine møbler og ting bliver bragt hertil i aften. Kom indenfor og lad os snakke om, hvad der er sket«.

Kvinderne trådte ind, og de gik alle sammen hen og satte sig på bænken ved dammen. Faezeh gik fortsat og græd lydløst.

»Unge dame, lad nu være med at græde så meget«, sagde Farrokhlaqa. »Det er ikke sundt for dig«.

Zarrinkolah blandede sig i samtalen.

»Jo, det er tilfældigvis rigtig godt. I går græd jeg i tolv timer i træk. Mine øjne plejer ikke at være så små. Det er gråden, der har fået dem til at se sådan ud. Men jeg fik det bedre af at græde. Lad hende nu bare græde«.

Farrokhlaqa vendte sig mod Faezeh.

»Men hvad er der sket? Sig dog noget«.

Faezeh blev ved med at græde, så Munes tog ordet.

»Nu skal De høre. Det var sådan, at jeg fik den tanke at rejse til Indien, Kina og det fjerne Østen, rejse væk og opleve verden. Jeg ville se den med mine egne øjne og opnå erkendelse på egen hånd, jeg har fået nok af at lade andre fortælle mig, hvordan verden hænger sammen, og binde mig historier på ærmet. Jeg vil ikke leve mit liv i åndeligt mørke og til sidst opdage, at jeg er gået glip af sandheden hele livet. Selvfølgelig er der også noget, der hedder at leve i lykkelig uvidenhed. Men jeg har besluttet mig for at opnå viden, selv hvis prisen er at blive ulykkelig. Det er klart, at begiver man sig ud på vejen, så møder man også farer. Enten er man stærk nok og går farerne i møde, eller også går man tilbage til folden som et underdanigt får. Og når man vender hjem, kan man risikere at blive udstødt. Også dét kan man enten være stærk nok til at klare, eller også kan man ikke, og så går man til grunde … Nå, men hvorom alting er, så blev det sådan, at jeg tog min gamle veninde med på min rejse, for jeg turde ikke lade hende være alene. Jeg var bange for, at hun ville gøre skade på sig selv eller på en eller anden stakkel, der er endnu værre stillet end hende. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg troede, at vejen ud af Teheran gik gennem Karadj, kan De tro det? Nu jeg tænker over det, kan jeg se, at Teheran har flere udgangsveje. Der er den fra Mehrabad, den fra Shahre Rey og den fra Niavaran. Der er i det hele taget tusinde måder at komme ud af den by på. Men jeg tænkte, af en eller anden grund, kun på Karadj. Nå, men vi gik der på landevejen, da der kom en lastbil og holdt ind til siden. Chaufførerne steg ud og voldtog os. Hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg, at der er en mening med det hele. Der var en kraft, et eller andet, der ville have, at jeg skulle møde modstand fra første færd. Men min stakkels veninde kom til at betale prisen for mine beslutninger. Hun har grædt uophørligt lige siden. Selv tænker jeg, at voldtægten var første hindring på vejen, en første bitter erfaring. Da vi gik på vejen, tænkte jeg, at en million mennesker nåede at drukne, før det første menneske lærte at svømme. Det mærkelige er, at mennesker stadig drukner. Nå men al den snak er jo ikke nogen trøst for min stakkels veninde«.

Faezeh begyndte at hulke højlydt igen.

»Men frue, jeg var jomfru. Jeg var uberørt. Jeg vil jo gerne giftes på et tidspunkt, men hvad skal jeg nu stille op med dette ærestab?«.

Munes svarede sin veninde:

»Jamen kære Faezeh, jeg var jo også jomfru. Men blæse være med det. Vi var engang jomfruer. Nu er vi det ikke. Det er da ikke noget at sørge over«.

Faezeh protesterede:

»Men kære ven, du er otteogtredive, hvad skulle du også bruge din mødom til. Stakkels mig, jeg er kun otteogtyve. Jeg havde stadig en chance for at blive gift«.

Farrokhlaqa tænkte for sig selv, at det godt nok var uhøfligt af Faezeh sådan at bruge sin venindes alder imod hende.

Munes svarede:

»Nej, fru Farrokhlaqa, hun er ikke uhøflig. Staklen ved bare, at jeg kan høre andre menneskers tanker, så selv hvis hun bare havde tænkt tanken, havde jeg vidst det. Så nu har hun lært at sige, hvad hun mener til mig«.

»Og i øvrigt,“ sagde Faezeh, „du, som kan gøre dit ansigt aflangt og dine pupiller lodrette, hvorfor hævnede du os ikke?“

»Faezeh, jeg kan kun læse tanker. Plus, jeg havde tænkt mig at hævne os, men det skete helt af sig selv«.

»Hvordan det?«.

»Jo, cirka to kilometer længere nede ad vejen, fra hvor vi var, kørte deres lastbil galt. Hvad skulle jeg hævne os for, når det blev gjort for os?«.

»Det er løgn. Hvor skulle det være sket?«.

»Hør her min pige, vi slog jo genvej gennem bjerget for at undgå at møde flere voldtægtsmænd. Men jeg ved, at de kørte galt«.

»Men hvordan kan De dog vide det?«, spurgte Farrokhlaqa.

»Jeg ved det bare. Jeg kan læse tanker«.

»Kan De virkelig læse tanker?«.

»Ja, frue. For eksempel ved jeg, at De gerne vil være medlem af parlamentet. Og staklen, der sidder derovre«, Munes pegede på Zarrinkolah, »hun var prostitueret indtil i går. Sådan. Der er ikke noget, der kan holdes hemmeligt for mig«.

»Vil De gerne blive her?«.

»Ja selvfølgelig. Det er jo desværre stadig sådan, at en kvinde ikke kan rejse alene. Enten skal hun gøre sig usynlig, eller også må hun finde sig i at blive hjemme. Stakkels mig, jeg kan ikke længere bo hjemme, men som kvinde bliver jeg nødt til at søge ly et eller andet sted; måske kan jeg bevæge mig lidt frem igen, og så søge ly i et nyt hus, vove mig lidt ud igen og så søge ly på ny. På den måde kan jeg måske få verden at se som en skildpadde. Så vi tager med glæde imod Deres invitation«.

Farrokhlaqa blev uendelig glad.

»Damer, jeg har tænkt mig at udvide huset. Gartneren har sagt, at han også kan finde ud af at bygge. Han er den eneste af Adams sønner, vi beholder. Resten af arbejdet kan vi selv finde ud af sammen«.

»Det er en god idé. Men jeg vidste det nu godt i forvejen. Vi skal nok klare det«.

Faezeh græd stadig.

»Tænk ikke over det mere. Skulle man nu ikke kunne leve uden mødom? Jeg har trods alt levet uden én i treogtredive år«, sagde Farrokhlaqa.

»Men hvad med mit omdømme? Hvad skal jeg sige til en fremtidig ægtemand? Hvad skal jeg stille op på bryllupsnatten?«.

»Hvis det skulle ske, at du stod og skulle giftes, så skal jeg nok sørge for, at din mand ikke opdager noget. Du ved, at jeg kan gøre mit ansigt aflangt«.

»Hvorfor sørgede du så ikke for at gøre dit ansigt langt foran de uhyrer til chauffører?«.

»Faezeh, jeg har været død og er genopstået to gange. Jeg ser alting på en anden måde nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige? Gud ved, at hvis jeg kunne, ville jeg flyve. Problemet er, at selvom jeg har været død to gange, hører min sjæl stadig til jorden. Tro mig, det her med mødommen er slet ikke vigtigt. Hvis du finder en mand, så skal jeg nok sørge for, at det bliver et lykkeligt ægteskab«.

Endelig faldt Faezeh til ro, og mens de ventede på møbler og byggematerialer, gav kvinderne sig til at dele deres livshistorier med hinanden.

Oversættelse fra persisk: Nazila Ghavami Kivi

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden