Farrokhlaqa sad og bredte sig på bagsædet. Ostovari, Mosayeb og chaufføren sad alle foran. Sådan nåede de frem til haven klokken fire om eftermiddagen. Ostovari var lidt nervøs. Han var bange for, hvordan damen ville reagere, når hun så træet. Han havde fortalt detaljeret om alt ved haven, bortset fra træet.
Chaufføren standsede bilen foran porten. Ostovari kom ham i forkøbet ved at springe ud og åbne bildøren for hende. Det var chaufførens sidste arbejdsdag. Faktisk havde han ikke engang behøvet at møde op i dag. Farrokhlaqa kunne selv have kørt derhen. Men han havde tilbudt det som en tjeneste, selvom det mest var, fordi han var nysgerrig efter at se stedet.
»Nu skal De få at se, hvilken perle denne ejendom er«, sagde Ostovari.
Farrokhlaqa sagde ikke noget og gik hen mod porten med Ostovari, Mosayeb og chaufføren i hælene. Da hun stod foran indgangen, tøvede hun et øjeblik. Så vendte hun sig om, og ligesom hendes mor plejede, lagde hun hovedet på skrå over sin venstre skulder.
