Alexander von Humboldt, den store tyske opdager og videnskabsmand, spiller hovedrollen i Daniel Kehlmanns roman ’Opmålingen af verden’ fra 2005. Den tyske naturgransker vælter gennem junglen i Ecuador, bestiger overgroede aztekerpyramider i Mexico med en mine som en erobrer og rider ud over de russiske stepper. Han er barn af oplysningstiden, og det er med visheden om, at han ved at opmåle verden samtidig underlægger sig den, at han gennemlever strabadserne.
Til gengæld er den højt begavede mand underligt udeltagende over for det, der sker blandt menneskene omkring ham. Kehlmann tegner et lettere parodisk billede af videnskabsmanden, der slår streger og iagttager kompasnålens udsving på vegne af en højere – imperialistisk – fornuft, men er blind over for sine medmennesker.
Sådan går Andrea Wulf ikke til værks i sin store biografi om universalgeniet, der blev født i 1769, 20 år før den franske revolution, og døde i 1859. I ’Opfindelsen af naturen’, en titel, der næsten lyder som Kehlmanns, beskriver hun Humboldt som den første hvide tænker med en holistisk opfattelse af naturen. Han bliver økologen og ildsjælen, der som den første europæiske intellektuelle blev opmærksom på menneskets destruktive omgang med naturen, som han elskede passioneret.
I hænderne på Wulf, der støtter sig til hans enorme korrespondance og værker, bliver Humboldt et menneske, der i lige så høj grad er i sine følelsers som i fornuftens vold. For Humboldt eksisterer naturen både som en sfære, der eksisterer objektivt og derfor er målbar, og som noget ophøjet, der virker ind på vores sindsstemning.
