»Når man er er med i Scientology og hopper af, så er der to muligheder: Enten tier man, og så lader de en i fred, eller også taler du ud, og så er det, de går i gang«.
Mariette Lindstein har valgt at tale ud. Og ikke bare i aviser, på tv og til foredrag. Hun har skrevet en serie thrillere baseret på sine 25 år i kirken. Bøger, der er blevet bestsellere, med deres indsigt i, hvad det vil sige at blive betaget af karismatiske ledere, at blive hjernevasket, at miste sit moralske kompas og at leve som en slave i fangenskab, der skal udføre nedværdigende opgaver og finde sig i straf.
Det er voldsomt, det Mariette Lindstein beretter om, og Scientology International afviser over for Politiken hendes beretning som opspind, et udslag af paranoia og som snedig pr for hendes bøger.
