Den ældre mand i Springoras fortælling er den reelt eksisterende forfatter Gabriel Matzneff, eller som der står i bogen: G. En forsinket dandy med russisk baggrund, der i løbet af 70’erne skaber sig et navn med sine romaner og dagbøger, der blandt andet som i bogen ’Les moins de 16 ans’ beskriver hans seksuelle samkvem med mindreårige franske piger og filippinske drenge.
På trods, eller måske netop på grund af overskridelserne, bliver Matzneff en integreret del af det franske kulturmiljø. Hans bøger bliver udgivet på Gallimard. Han forfatter klummer i den franske presse og er en fast gæst i tv-programmer, hvor hans tropismer i retning af mindreårige knap giver anledning til andet end medvidende klukken fra interviewerne. Præsident Francois Mitterand skriver en hyldestartikel til ham og inviterer ham på frokost i Élysée-palæet. Designeren Yves Saint Laurent betaler endda, efter Matzneffs eget udsagn, det hotelværelse, hvor han i fred og ro fra snagende blikke kunne sætte sine ’kærester’ stævne.
Vanessa Springora møder ham en aften til en mondæn middag, hun er blevet hevet med til af sin mor. Snart forfører han hende, venter på hende i trenchcoat ude foran skolens port, inviterer hende med op på sit værelse. Deres forhold varer i to år. Alle ved det. Også moren. Det er først, da Springora finder modet til at bryde med Matzneff, at det går op for hende, hvad hun har været ude for. Kontrollen. Misbruget. Derefter følger år med psykiske problemer. Og med det en række ansatser til at skrive sin historie:
»Jeg har prøvet at skrive denne her bog så mange gange«, siger hun, »da jeg var 20, da jeg var 25, da jeg var 30. På et tidspunkt var min idé at genskrive Nabokovs Lolita fra den unge piges perspektiv, en anden gang ville jeg skrive en fiktionaliseret roman. Men intet fungerede. Og så tror jeg måske også, at jeg fornemmede, at det franske samfund dengang ikke var klar til det«.
