Politidrabet på den sorte amerikaner George Floyd for knap en måned siden har igen sat fokus på racisme i USA og givet ’Alt det jeg aldrig fortalte dig’ en ny aktualitet.
I bogen forsøger den hvide kvinde Marilyn og hendes kinesiske mand, James, at lade, som om deres forskellige race- og kulturbaggrund intet betyder. Men en dag bliver deres 16-årige datter, Lydia, byens eneste kinesiskudseende pige med blå øjne, fundet druknet på bunden af en flod. Selv om det ellers var hende, der var så lovende. Mens Lydias efterladte forsøger at finde ud af, hvorfor og hvordan hun er død, hvirvler fortielser og løgne op til overfladen. Pludselig virker det ikke længere at lade, som om alt er godt i det amerikanske samfund.
I virkeligheden har drabet på George Floyd peget på noget af det samme: at alt slet ikke er godt i Amerika. Og, siger Celeste Ng, at racismens grundlæggende er alles problem.
»Her i USA er der en masse diskussion om, hvorvidt racismen er et fælles problem, og om vi alle sammen skal støtte Black Lives Matter. Det mener jeg, vi skal. I mine øjne angår Black Lives Matter alle, men i særlig grad alle ikkehvide amerikanere. Vi er ikke ens, men vi kæmper alle for at ændre et system, der er indrettet til fordel for hvide mennesker. Vi forsøger at opnå større lighed«.
