Lone Frank blev ikke forelsket, da hun 13 år tidligere mødte sin kæreste, Morten, på nettet. Ved det første fysiske møde viste det sig, at han kun var et par centimeter højere end hende selv og »en smule korpulent«. Om hovedet bar han en krans af hår, hvor det røde var fortyndet med gråt.
I 13 år delte de foruden en kulsort humor og deres familiehemmeligheder også et hav af tanker om litteratur, politik og livet som sådan. De rejste, skændtes og grinede. Og de sidste 10 år stod de også op i den samme lejlighed om morgenen, hvor Lone Frank dog havde sin egen stue med sine egne ting, som ikke skulle »blandes op med andres ting«.
I alle 13 år var hun en lille smule i tvivl om ægtheden af sine egne følelser, ligesom hun havde været det i sine tidligere forhold. Men selv følte hun sig elsket. Og forholdet fungerede som et upåagtet og naturgivet bagtæppe for alt det, hun ellers skulle udrette i verden.
»Jeg tog det for givet, at jeg var elsket. Både af Morten og i mine tidligere forhold. Ligesom det var en selvfølge for mig, at mine forældre, særligt min far, elskede mig ubetinget«, siger hun.
