Ehafå æ kæl’erværelskirgen«.
Hvad? Hvis du ikke fanger den første gang, så er du ikke alene. De tre hovedpersoner i Malte Tellerups nye roman, ’Hedeselskabet’, skal også have den et par gange. De tre unge mennesker, Tobias, Viktoria og Andreas, er i bogen netop flyttet fra København til et nedlagt landsted med baldrede ruder på Hedevej 21 ved Nees. Hvis man ikke ved, hvor Nees ligger, så er det også tæt på Vemb, Møborg og Skalstrup. Er der stadig brug for geografisk hjælp, så befinder vi os stik vest for Holstebro.
Til kræmmermarkedet er de rendt ind i den lokale skikkelse Jørgen:
»Han gentager lidt langsommere: »’E ha’ få’ æ’ kæl’erværels’ v’ kirgen«. Vi kigger på ham, stadig blanke, og han siger med overtydelighed, »de har fået et kælderværelse ved kirken«. Så griner vi lidt, men kort efter er der igen stille ved bænken«.
