Det passer mig godt, at teksterne alle foregår i universer, der til forveksling ligner vores eget. Jeg befinder mig godt i fiktionens forstadskøkken, i småbørnsskolen, ved studiestarten over de studerendes hvide toastbrød og i det airconditionerede hjem side om side med en kvinde, som laver middagsmad til sin mand. Alle de uforklarlige hændelser bliver kun mere prægnante og chokerende ved at foregå i så dagligdags kulisser, og jeg kan slet ikke få nok af at undersøge den tilsyneladende realisme, der bliver ved med at udvide sig, indtil der ikke længere er tale om realisme. I de fem teksters små universer er personerne hele tiden i tvivl om, hvorvidt de fortsat tøffer rundt i deres almindelige liv, eller om de endelig er brudt igennem til en vidunderlig verden.
Måske ikke overraskende viser de fem ’fantastiske miniaturer’ sig også at være feministiske tekster om meget forskellige kvinders sære livssituationer, deres gode og dårlige liv med kærlighed og forhold. Rachel Ingalls’ ’Mrs. Caliban’ er for eksempel et romantisk melodrama mellem en kvinde og et frømonster, og i Jenny Hvals ’Perlebryggeriet’ møder vi en forelskelse, der spreder sig som gærsvampe og råd. Det hele viser sig dog også at være mere uhyggeligt, end jeg havde drømt om. For de små rum er netop lukkede rum og ofte dybt klaustrofobiske. Der er ikke én af de fem tekster, som ikke drejer sig om at slippe ud.
