Sidst, jeg mødtes med Marie Tetzlaff, var i Skt. Petersborg, hvor hun var leder af Dansk Kulturinstitut i byen og halvvejs færdig med nyoversættelsen af Fjodor Dostojevskijs sidste, og af mange regnet som hans bedste, roman, ’Brødrene Karamazov’.
Nu er hun i mål med arbejdet, og jeg har atter besøgt hende. Denne gang i Danmark, til en samtale om arbejdet med den russiske gigant. Med mig havde jeg det 800 siders lange monstrum af en bog, som det skal handle om.
’Brødrene Karamazov’ fra 1880 er et af litteraturhistoriens hovedværker. Dostojevskij døde kort tid efter, at det sidste punktum var sat, og romanen står tilbage som en slags testamente og er en smuk mosaik af forfatterskabets største temaer.
Romanen skildrer tre brødre, den excentriske og udfarende Dimitrij, tænkeren og tvivleren Ivan og den fromme Aljosja. Og så deres far, den moralsk bundløse Fjodor Pavlovitj Karamazov, der vælter sig i druk og hor, berygtet i hele byen.
