Hun kommer cyklende til interviewet. Hun er ikke i lang, tækkelig kjole som dem, hendes far krævede, hun klædte sig i som teenager, men i stramme jeans og en smart striksweater. Hun tager plads, takker ja til te og tager bogen ’Genopdragelsen’ op fra bordet, stryger hænderne hen over den matte forside med et anonymiseret foto af hende selv.
»Jeg er alenemor til en lille dreng og har ikke lyst til at bruge min tid på at være en offentlig person. Fortællingen er sindssygt vigtig, og jeg håber, den kan hjælpe andre og gøre, at systemet er bedre klædt på i lignende sager, men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke har lyst til at gå under jorden eller gå rundt og være bange«.
I de senere år har en række stemmer fra minoritetsmiljøer beskrevet, hvordan de har været udsat for social kontrol. Yahya Hassan i sine digte, Khaterah Parwani og Geeti Amiri i debatspalterne, blandt andre. Og da Sara Omar modtog De Gyldne Laurbær ved en prisfest i sidste uge, donerede hun og hendes forlag 250.000 kroner til Børnetelefonen, så de, der er udsat for social kontrol, kan ringe til nogen, der vil lytte.
En genopdragelsesrejse som den, Samia blev tvunget på, er den ekstreme kulmination på social kontrol, hvor familien sender et barn eller en ung til det land, familien har rødder i, for at få vedkommende til at makke ret og opgive danske vaner og ideer.
