Jeg ser aldrig Helle Helles karklud.
Jeg hilser kort på hendes mand, billedkunstneren Mikkel Carl, der stikker hovedet ud ad døren, da jeg sammen med fotografen står ud af bilen ved det gulkalkede skovløberhus tre kilometer fra Sorø. Jeg ser hendes entré med skakternet gulv og trappen til førstesal, jeg ser gæstetoilettet og den lillebitte vase med lavendler på vasken, og jeg sidder i spisestuen, hvor der er dækket op med hjemmebagt krydderkage og luciakatte og coronaforsvarligt med mælkekande på hver plads. Men jeg ser ikke, om hendes karklud hænger over vandhanen i køkkenet.
Det kan ellers sige en del om et menneske ifølge forfatteren, der gennem den slags konkrete detaljer har skildret mennesker og deres samliv med sin prisvindende litteratur igennem tre årtier. Hendes skrivestil er blevet et særkende i en grad, så man kan tale om at skrive helle hellesk.
»Karkluden hang over vandhanen som aldrig før«, står der hen mod slutningen i hendes ny roman, ’Bob’, der handler om et ungt par, der er flyttet til Vanløse. Og når man læser sådan en sætning i en stram Helle Helle-roman, ved man godt, hvad klokken er slået. Så er det tid til opgør og forandring. Action, kort sagt. Alt ligner sig selv, men intet er som før.
