For ikke længe siden lærte jeg noget nyt om brødrene Grimm. Jeg troede, at deres historier alle var indsamlet mundtligt fra forskellige tyske landsbyfolk, men det er så slet ikke rigtigt. De fleste af deres eventyr har de fra andre bøger, fra borgerskabets unge kvinder, fra Frankrigs eventyrtradition. Alle eventyrene har de omskrevet, de onde stedmødre var i andre versioner bare mødre, vold er blevet nedtonet, og opbyggelige karakterer har fået et smukt ydre, en ond kristen munk er blevet en ond jøde i stedet. Brødrene Grimm ønskede med deres eventyr, udgivet første i gang i 1812, at samle Tyskland, det var et nationalistisk projekt.
En af de historier, som brødrene Grimm selv vurderede alligevel var for slem og derfor skrev ud i senere versioner, er historien om ’Hvorledes børnene legede slagtning’. Jeg har læst den i flere versioner, men følgende er min yndlings:
Fire børn ser en slagter slagte en gris. De beslutter sig for, at det vil de også lege. Den første dreng siger, han vil være slagteren. Den anden dreng siger, han vil være grisen. Og de to piger siger, at de vil indsamle blodet i en lille skål. Nu går den ene dreng i gang med at slagte den anden, mens pigerne holder skålen til for at fange blodet. En rådmand kommer gående forbi og bestyrtes af børnenes leg. Straks tager han slagterdrengen med sig hen til borgmesteren og fortæller, hvad der er sket. Her beslutter borgmesteren sammen med rådet, at barnet skal udsættes for en prøve, der skal afgøre hans videre skæbne. En af rådmændene vender sig mod drengen og rækker hænderne mod ham, i den ene hånd har han en kniv, i den anden et æble. Vælger drengen æblet, går han fri, vælger han kniven, skal han straffes for sine ugerninger. Barnet går frem mod manden, snupper æblet og løber sin vej.
Først og fremmest holder jeg af denne historie for ikke at have en morale. Dernæst for, at der indsamles blod i en skål. Og for, at børnene først efterligner de voksnes handlinger, men siden afstår fra at spille deres spil.
