Selvfølgelig har Christina Hesselholdt valgt at møde mig i en af de parker, hendes romanfigurer går tynde, og selvfølgelig har hun sin lille svenske gårdhund med.
I den prisbelønnede forfatters nyeste roman, ’Feje blade sammen op mod vinden’, har hunden fået en større birolle, og der er flere dyr: En leende ko (»det er mig fra osten« ...), der ikke har så meget at grine ad, nogle køer med »køddinglende bringer«, et par af de heste, som Christina Hesselholdt altid har været optaget af – samt eksempelvis en gris, der pludselig i bunden af side 54 tager ordet og øffer lidt samfundskritisk knækprosa af sig inde fra sin trange plads bag tremmerne.
»Jeg har været lidt spændt på, hvad folk synes om den talende gris«, funderer Christina Hesselholdt – uden at se spor betænkelig ud.
Grisen har da også fået lov at tale på 30 millioner slagtegrises vegne i en roman, hvor hejrer knejser, og træer og planter spirer og springer ud, løvfælder og fylder i hvert kapitel.
