Hun begyndte som en parodi, Susanne Stauns roste og nu på 22. år aktive serieheltinde Fanny Fiske. Kvinden, hvis fornavn kan betyde kusse eller bagdel, alt efter om man er i USA eller Canada, og hvis efternavn er, nå ja, fishy. Hun kom til verden som en vittighed, efter forfatteren havde ligget syg med influenza og lungebetændelse i tre måneder og kun magtet at læse paperbackkrimier om seriemordere.
De var »totalt åndssvage«, syntes hun. Og fik lyst til at karikere genren med sit eget bud. Til lejligheden opfandt hun en aldrende og egocentreret profileringsekspert, der med sin korte sorte pagefrisure, slanke figur og ved hjælp af utallige kosmetiske operationer kan få de mænd, hun peger på. Hun bor og arbejder i det frit opfundne europæiske land Cornwell-Grafton (opkaldt efter Susanne Stauns egne forfatterforbilleder Patricia Cornwell og Sue Grafton) og drikker rigeligt af den italienske brandy Vecchia Romagna.
Det faldt forfatteren let. Susanne Staun havde i ti år arbejdet med at opfinde historier til Anders And og Mickey Mouse i tegneserieafdelingen hos forlaget Egmont – »det bedste job, jeg nogensinde har haft« – og hun var trænet i at optegne kulørte karakterer og skabe skægge universer. Bogen blev antaget og kom ud, og så ... var der ingen, der grinede. Hverken læsere eller anmeldere opdagede, at Fanny Fiske var en parodi.
»De troede, at jeg havde skrevet sådan noget der i fulde, ramme alvor. Åh nej, hvor var det pinligt!«, griner forfatteren.
