Da jeg og en kollega for knap to år siden interviewede den berømte bulgarske politolog Ivan Krastev om de seneste års politiske udvikling i Østeuropa, drejede samtalen pludselig ind på hans ven, Bulgariens nok mest kendte forfatter, Georgi Gospodinov, og hans seneste roman, ’Tidsskjul’.
Bogen var dengang endnu ikke udkommet, men Krastev havde allerede fået nys om en fantastisk detalje, som i hans øjne talte direkte ind i vores samtid: I Gospodinovs roman går en væsentlig del af handlingen ud på, at de europæiske ledere ikke kan enes om fremtiden. Så i stedet for at finde ud af, hvor de gerne vil hen, beslutter de sig for at udskrive en folkeafstemning, hvor landene selv må afgøre, hvilket årti de vil tilbage til.
Når jeg i dag sidder foran Georgi Gospodinov i et lille baglokale hos hans danske forlag i København, kan jeg ikke lade være med at spørge ham, om hans nye roman i virkeligheden skal forstås som en satire over Brexit og de seneste mange års EU-politiske tovtrækkeri mellem Øst- og Vesteuropa.
Tja, siger han lettere spøgefuld og alligevel temmelig tungsindigt.
