Der er ikke et eneste glad barneansigt i syne, hvis man lader blikket spadsere hen over billedbøgerne, der står udstillet på reolen langs hele endevæggen.
Vi er hos Sumo, et kontorfællesskab for tre af landets fremmeste børnebogsillustratorer, nemlig Stine Illum, Lea Hebsgaard Andersen og Anna Jacobina Jacobsen, kaldet Jaco. De tre har kendt hinanden og arbejdet side om side i over 15 år, og selv om deres streg er forskellig, er der en særlig grundtone i deres bøger. Den er ikke munter.
De tre illustratorer har en forkærlighed for komplekse karakterer, børn med store hoveder, melankolske blikke og forvredne kroppe. Figurer, der vækker følelser, empati og kalder på spejling af svære oplevelser. Det kan være søskendejalousi, alvorlig sygdom i familien, ensomhed eller vanrøgt. Ukomplicerede smil ville være malplacerede. Det samme gælder glade pangfarver. De tre tegnere har da også en fælles favoritfarve, nemlig en tung grå-blå-grøn kulør, der minder om en truende efterårshimmel.
Der lyder en snorkelyd og et piv fra gulvet. Det er Sussi på 14 et halvt, Anna Jacobina Jacobsens hund. »Det er 100 menneskeår«, indskyder tegneren.
