»Det provokerer mig ad helvede til«
Morten Pape skriver bøger for at afdække virkeligheden. Han er realist, måske endda socialrealist, og det står han gerne ved. Det gælder også i hans tredje roman i den anmelderroste Amager-trilogi, ’I ruiner’, som er nomineret til Politikens Litteraturpris 2021.
Morten Pape er en lidt atypisk forfatter.
Ikke kun fordi han er vokset op i ghettoen Urbanplanen på Amager, sådan som han har beskrevet det i sin meget succesfulde debutroman, ’Planen’ fra 2015, som udgør første del af forfatterens store Amager-trilogi.
Nej, også i måden, han arbejder på, adskiller han sig fra i hvert fald en del af sine kolleger. For ham handler store dele af skriveprocessen nemlig slet ikke om at skrive. Den handler om research. Om at sidde og gennemlæse hundredvis af avisartikler, om at tage på ture i felten og om at interviewe mennesker, der ved mere, end han selv gør. Ikke helt ulig en journalist.
»Jeg vil meget gerne slå et slag for den litteratur, som ligger i ske med journalistikken«, siger han også.
»Jeg skriver realisme, det kan jeg ikke komme uden om. Ser man på Amager-trilogien som helhed, vil mange nok også sige, at jeg skriver socialrealisme. Og når man gør det, synes jeg også, at man bærer et ansvar og en forpligtelse over for det reelle«.
Ønsket om at skildre virkeligheden gennem fiktionen har Morten Pape også haft i sin seneste roman, ’I ruiner’. Den udkom sidste år og afsluttede Amager-trilogiens i alt 1.600 sider om ’Lorteøens’ nyere historie, og den er nu nomineret til Politikens Litteraturpris 2021.
Romanen fortæller historien om dengang, Amagerbanken krakkede i 2011, kort tid efter at en del af bankens kunder og aktionærer havde postet 750 millioner ind i selskabet. Helt almindelige mennesker mistede pludselig hele deres opsparing. Aktionærerne sagsøgte senere staten for bevidst at have undladt at oplyse Amagerbanken om, at de 750 millioner højst sandsynligt ikke ville være nok til at holde banken kørende, men staten blev frikendt i retten i 2018.
Og det var dér, at Morten Pape vidste, at det blev han nødt til at skrive om.
»Jeg kan huske, at jeg lige havde afleveret ’Guds bedste børn’ (anden bog i Amager-trilogien, red.), det var sommer, der var VM i fodbold, det var en lykkelig tid. Men så var der denne her retssag, som blev afgjort«, fortæller han.
»Jeg begyndte at tage pulsen på, hvad der skete ude på øen. Og jeg kunne mærke, at det gjorde folk harme og kede af det. Jeg tror faktisk, at det har skadet hele troen på retsstaten herude«.
Prædikatet som ghettoforfatter
De almindelige mennesker i romanen i ’I ruiner’, der mister alle deres penge og med dem troen på retssamfundet, er familien Clemmensen. De bor i et parcelhus på Vestamager, romanens fortæller er datteren Amalie, og hun beretter historien til sin lillebror Oliver, der – af grunde, som vi ikke skal afsløre her – ikke selv oplever, hvad der skete dengang.
Dermed rykker Morten Pape altså væk fra ghettoen, væk fra sin egen opvækst, som han beskrevet i sine to tidligere romaner, og ind i middelklassen. Det er der især to grunde til, fortæller han.
Dels var han nødt til at have nogle romanfigurer, som havde lidt flere penge, end man typisk har i Urbanplanen, hvis han ville skrive om aktionærerne i Amagerbanken. Dels følte han, at han som forfatter var ved at male sig op i et hjørne.
»Jeg havde fået et prædikat som ghettoforfatter, og det forstår jeg godt. Jeg har nok også selv været med til at skabe det. Men jeg følte, at det var kvælende at have siddende på mig. Fordi der ikke er så mange forfattere med den baggrund, jeg har, følte jeg, at jeg var begyndt at få en magt, jeg ikke brød mig om. Jeg kunne bilde folk hvad som helst ind«.
Undervejs i arbejdet gik det også op for ham, at der ikke findes særligt meget litteratur om det, han kalder ’den almindelige middelklasse’. Middelklassen inde i byerne, den kreative, talende og øvre del af middelklassen, den bliver selvfølgelig skildret i stor stil, men ikke dem ude i de gule etplansvillaer, mener han. Og når de endelig dukker op i kunsten, bliver de som regel gjort grin med.
»På mange måder er den store småborgerlige middelklasse den mest stigmatiserede samfundsgruppe i Danmark. Ikke politisk selvfølgelig, men kulturelt. I de kredse, jeg færdes, bliver der i hvert fald ofte set ned på denne her gruppe med deres Kähler-vaser og trampoliner i baghaven«.
I Morten Papes roman bliver familien Clemmensen også set ned på. Ikke mindst da Amalie får en kæreste, Hector, som er født og opvokset i en veluddannet og dydigt venstreorienteret familie på Frederiksberg, der foregiver at have stor sympati for mennesker i andre samfundsklasser, men som har svært ved at skjule foragten, når de så endelig dukker op hjemme i de fine stuer.
»Det har altid været venstrefløjens største problem. De kan ikke selv se, hvor gennemskueligt det er, når de forsøger at solidarisere sig med mennesker, de egentlig ikke går op i eller nogensinde har tilhørt. Selv de mest velmenende tolerante mennesker afslører på et eller andet tidspunkt, at de ser ned på dem, de siger, de gerne vil beskytte«.
Har du selv oplevet sådan et møde med med kreative klasse?
»Ja, det har jeg. Det, der slog mig, i mødet med – lad os bare sige Hectors familie – var både, hvor ekstremt givende og inspirerende det var, men også hvor enormt meget mindreværd det vækkede i mig«.
