Den danske krimiforfatter Michael Katz Krefeld jivede sig ikke bare ind i danskernes stuer i ’Vild med dans’ i 2021. Det var også året, hvor han underskrev en usædvanlig kontrakt, der skal få hans bøger om detektiven Ravn, der bor på en båd i Christianshavn med sin engelske bulldog, Møffe, langt ud over landets grænser.
For Lindhardt og Ringhofs digitale forlag, Saga, kunne nemlig registrere, at hans bøger hitter i digitale formater, og tilbød derfor at lancere ikke bare Ravn-serien, men hele hans forfatterskab, 14 bøger, på både engelsk, fransk, spansk, italiensk, tysk, svensk, finsk, polsk og hollandsk via 450 distributører verden over.
Krefelds kontrakt er et eksempel på, hvordan de store danske forlag i disse år konkurrerer om at vokse sig endnu større, blive internationale og udgive i hele verden.
»Hvis vi ikke gør det, så er der andre, der gør det. Vi kommer til at opleve, at andre forlag, der er internationale, udgiver i Danmark og høvler af vores marked her. Angreb er det bedste forsvar. Det er the name of the game for at være forlægger i det her årti og fremover«, siger forlagschef for Saga Lasse Korsemann Horne.
