0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Hun troede, de var venner. Indtil han skrev om hende i en bog

En forfatter ser, sanser og skriver om de landskaber og mennesker, hun møder på sin vej, hvad enten den går gennem Simien-bjergene eller Sorø. Men hvor går grænserne for, hvad hun må skrive, og hvem sætter dem? Madame Nielsen indvier os her i sine etiske kvababbelser og helt personlige oplevelser af, hvad det kan koste at sætte ord på papir. For eksempel et venskab.

FOR ABONNENTER

Nu, hvor Gud ifølge en af vor tids teologer efter på den Syvende Dag at have været almægtig, nådesløs og i sandhed ufattelig, langsomt år for år op gennem menneskehedens jødisk-kristne historie steg trin for trin ned i sin verden i et for mig – men ikke for teologen – ufatteligt ønske om at nærme sig os jordiske, de altformenneskelige, og i sidste ende, som nok er nu, at blive fuldkommen som os, synes det mig i mine modløse stunder, at Hans oprindelige Ti Bud, der på Sønnens tid var blevet til to, på vejen fra mund til mund op gennem århundrederne, uden at hverken Han eller vi helt har bemærket det, er blevet omskrevet, så det, der på Sønnens tid var det næstvigtigste bud, nu lyder: Du skal elske den, der er næsten som dig selv!

Det er næsten ikke til at TRO.

Lørdag 5. juni 2021 udkom dagbladet Politiken med en grundlovstale af mig, Lou Camille Nielsen. Den var ganske vist trykt i bogtillæget og i rubrikken ’Breaking Poesi’, hvor Politiken »hver uge beder en forfatter give sit perspektiv på den aktuelle nyhedsdagsorden«. Det var måske i virkeligheden et digt forklædt som grundlovstale. Eller omvendt? Digtet eller grundlovstalen var underskrevet af mig, med min meget personlige signatur, som avisen havde skannet ind og trykt sort på hvidt. Men hvis det var et digt, overskred det i hvert fald grænsen for, hvad et digt traditionelt kan være. Det var kort sagt en tekst i gråzonen mellem fiktion og brutal virkelighed. Endda virkelighed på kant med loven: Den eller det havde overskriften ’Der findes ingen coronavirus’ og afsluttedes med en opfordring til voldelig væbnet opstand:

»Fjerde gang siger vi STOP!/ Fjerde bølge bliver ingen fiktion / Men en virkelig OPSTAND!/ En bølge af demonstrationer i hundrede/ Tusindvis vil vi marchere i samlet trop gennem byerne/ Om nødvendigt/ Og det bliver nødvendigt!/ Bevæbnede/ Tager vi endelig magten/ Fra Magten/ Afsætter Hendes Majestæt Dronning Mette den Første/ Og hendes regering og hof af ’eksperter’/ Vi opstiller en guillotine på Christiansborg Ridebane/ Og befrier dem alle for deres forræderiske hoveder/ JA, nu, endelig tager VI/ Danmarks borgere/ Folket/ Magten/ !«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce