I London bliver jeg tiltalt af fremmede som: madam, sir, love, kid og sweet pea. Jeg værdsætter variationen. (Luka Holmegaard: ’Look’’)
Da jeg voksede op på Lolland, forfulgtes jeg som provinsqueer barn i de store klasser af et øgenavn: TT. TT var en forkortelse for ’Torsten Trans’. I midten af 90’erne havde popgruppen Diskofil succes med satiriske popsange skrevet på kendte melodier. Blandt andet havde gruppen skrevet sangen ’Da Johnny ble’ til Conny’ på melodien fra ’YMCA’. Sangen, som skurrer transfobisk i et nutidigt øre, beskriver sjakbajsen Johnny, der i sin fritid går i tøj, som traditionelt er forbeholdt kvinder. Og da jeg var svær for mine skolekammerater at placere i forhold til de kønskategorier, de havde til rådighed, tilbød den evindeligt radioafspillede sang dem en måde at kategorisere mig på: som transkønnet. Jeg vidste ikke selv, hvem jeg var på det tidspunkt. I dag identificerer jeg mig som homoseksuel cismand, men dengang havde jeg kærester, der var piger, drømte om drenge, kunne ikke finde mig til rette i skolegårdens machokultur og derfor heller ikke placere mig selv inden for de mulige køns- eller seksualitetsidentiteter, som den tilbød. En dreng spillede fodbold i frikvartererne. Han hang ikke kæderygende på skolemuren med pigerne og sammenlignede Adidas-knapbukser. Så kunne han i hvert fald forberede sig på at blive fodboldkampens uofficielle tredje mål i løbet af frikvarteret, når den udviklede sig til en tyrekonkurrence akkompagneret af 5-10 teenagedrenges højlydte afsyngelse af Diskofil-sangens omkvæd, så det nedsættende »traaaaaaaaaaansvestit« rungede ud over skolegården.
Eksemplet går imod en af de antagelser, man kunne have i forbindelse med identitetspolitik knyttet til minoriteter: at identiteten opstår, idet et subjekt vinder selvindsigt nok til at identificere sig og erklære, at det er det ene eller det andet. Som det fremgår af det anekdotiske tilbageblik, kommer omverdenens identificering, dens aflæsning af én i forhold til de til rådighed stående kategorier for identitet, altid før selvidentifikationen. Og jo færre, jo mere abstrakte og rigide, de er, jo større risiko for fejllæsning. Jeg vidste i 7. klasse, at jeg var blevet fejllæst, men jeg vidste ikke, hvad den korrekte læsning af mig var. Det ved jeg stadig ikke. Det er ikke min oplevelse, at jeg har en fast kerne, som jeg prøver at få min adfærd og mit udseende til at stemme overens med. Min mistanke er, at det modsatte er tilfældet: at jeg præsenterer (og skjuler) forskellige ting i forskellige sammenhænge inspireret af muligheder i min omverden, som giver mig en forestilling eller et håb om, at der er noget nedenunder, en essens, der får det hele til at hænge sammen. Indtil videre har jeg ikke fundet fortolkningsnøglen, der får det hele til at gå restløst op i en betydningsmæssig harmoni. Men jeg har fundet andre fortolkningsperspektiver end Diskofil-sangen, som virker mere dækkende og – ikke mindst – mindre diskriminerende. De er ikke kommet, fordi jeg har mærket dybt efter i mig selv og forstået, hvad mit indre jeg er. De er kommet, fordi mennesker før mig, på samme måde som jeg, oplevede at blive fejllæst og reagerede med et nej. De mennesker havde heller ikke nødvendigvis et alternativ på rede hånd, da de oplevede identificeringen af dem som undertrykkende – det kom måske senere, er måske stadig undervejs – men den første frigørende gestus, der kan skabe plads for en spirende selvdefinition, er et ’nej tak’ til de definitioner, man er blevet pålagt.
