Bededagsferien er den tid på året, hvor sommerhusejerne flygter ud af byen. Og de, der endnu ikke har fået fingrene i ’Mon Desir’ eller ’Knaldhytten’, forsøger en ekstra gang.
Allerede før corona havde sommerhuset nemlig fået comeback som hypet livstilsfænomen, og de sidste par år er efterspørgslen gået totalt amok, så selv en halvrådden hytte nu kan sælges til ågerpris.
Meget tyder på, at begejstringen holder – også efter at pandemien har sendt danskerne tilbage til hverdagen. For behovet for at have ’a home away from home’ rækker langt ud over karantæne og hjemmeskoling.
Kendte arkitekter har kastet sig over at tegne ’tiny houses’, og lige nu kan man se en udstilling om fritidshusfænomenet på Utzon Center i Aalborg.
