En augustdag i 1962 udkom det sidste nummer i tegneserieforlaget Marvels serie ’Amazing Fantasy’, en spraglet blanding af eventyr og sci-fi. Salget var dårligt, bladet skulle lukkes. Så i seriens sidste udgivelse var der blevet plads til eksperimenter med en helt ny helt.
Forlægger-, forfatter- og redaktørpioneren Stan Lee havde fået en løs idé, som han satte den unge tegner Steve Ditko til at realisere. Resultatet blev en historie om high school-eleven Peter Parker, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop og får superevner. Dermed var en af verdens vigtigste superhelte født, og mens ’Amazing Fantasy’ lukkede ned, blev det begyndelsen på en utrolig sejrsgang for ’The Amazing Spider-Man’, der året efter fik sit helt eget blad.
Men hvem er teenageren, der nu fylder 60?
Peter Parker vokser op hos sin onkel Ben og tante May i New York-bydelen Queens. Som kejtet bogorm er han nederst i hakkeordenen på skolen, hvor det kun er fysiklæreren, der ænser den højtbegavede teenager. Men da han bliver bidt af en radioaktiv edderkop og får superkræfter (den slags nukleare uheld sker forbavsende ofte i 60’ernes tegneserier), øjner han en mulighed for popularitet og hurtige penge. Han skaber Spider-Man-identiteten og den ikoniske rødblå dragt for at optræde som fribryder og i sensationelle tv-shows.
