Man fødes ikke som forfatter, man bliver det. Med kærlig hilsen til Simone de Beauvoir om at blive kvinde (’Det andet køn’, 1949) kan man under disse dages voldsomme franske og internationale Proust-interesse konstatere, at Marcel Proust ikke bare lige blev født som Marcel Proust. Han tog et helt livs tilløb til at skrive ’På sporet efter den tabte tid’, og den litterære verden har været 100 år om at fortsætte arbejdet og sætte ham op på den Proust-piedestal, som aldrig har været højere end i dag.
At Marcel Proust (1871-1922) allerede som barn og ung var en evigt summende arbejdsbi, dokumenteres overdådigt i en af de talrige udgivelser, som i dette efterår tager anledning i 100-året for dødsdagen, 18. november 1922: ’De l’écolier à l’écrivain. Travaux de jeunesse (1884-1895)’ hedder nyeste bind i det kæmpe Proust-bibliotek, som forlaget Garnier opbygger: ’Fra skolebarn til forfatter. Ungdomsarbejder’.
Arbejder. Interessen i dag for Proust som akkurat dette står i lysende modsætning til hans ry i samtiden som en mondæn dandy. Men doven var han mildt sagt ikke, selv om han lå i sengen og skrev hele ’På sporet efter den tabte tid’. Walter Benjamin ser ham for sig liggende på ryggen med løftede arme som en anden Michelangelo på sit stillads under ’Skabelsen’ i Det Sixtinske Kapel. Det kolossale korpus af kladder, som blev til det romanværk, vi i dag kender, er netop nu fremlagt på en stor udstilling, ’La Fabrique de l’Oeuvre’ (Værkets fremstilling), som kan gæstes på Bibliothèque Nationale de France frem til 22. januar 2023.
Tag blot episoden med ’madeleinekagen’, som millioner af mennesker har hørt om, skønt de aldrig har læst så meget som første linje af ’På sporet’: »I lang tid gik jeg tidligt i seng«. Madeleinekagen. Den utrætteligt arbejdende forfatter skrev udkast efter udkast, dokumenterer udstillingen. Der blev serveret alt fra kiks til toastbrød, før han landede på den lidt mondæne madeleinekage, som er blevet indbegrebet af den viljesløse erindringsoplevelse, som vi alle kender og har haft, men som ingen har beskrevet bedre end Marcel Proust.
