Franciska Clausens liv er en god historie, men hvordan skal den fortælles? Det byder to udgivelser lige nu ind med meget forskellige svar på. Og det skyldes ikke alene, at ’Franciska’ af Agnete Braad er en roman, mens udgivelsen ’Franciska Clausen’ er resultatet af Inge Lise Mogensen Bechs treårige forskningsprojekt.
Der er dog enighed om, at Franciska Clausen bliver født i 1899 og vokser op i en velhavende købmandsfamilie i Aabenraa. Som teenager drager hun ud i verden for at udvikle sig som kunstner. Første stop er Weimar i 1916, og de næste 16 år opholder hun sig i kunstens brændpunkter München, Berlin og Paris, med afstikkere til København og Aabenraa.
Undervejs udfolder hun sit store kunstneriske talent, blandt andet i mødet med skelsættende kunstnere som Hans Hofmann, László Moholy-Nagy og Fernand Léger. Alle tager tilsyneladende anderledes godt imod hende, end hun er vant til fra de danske kolleger, og sidst i 1920’erne er hun helt centralt placeret i den parisiske avantgarde – og mere avantgarde bliver det bare ikke!
Alligevel er det først inden for de seneste år, vi har fået øjnene op for Clausens betydning og produktion, der er blevet præsenteret som skiftevis surrealistisk og avantgardistisk alt efter udstillingskontekst. I min optik er hun klart mere ’avantgarde’ end ’surrealist’, men mest af alt er hun sin egen. Også selv om man sagtens kan se inspiration fra andre kunstnere i hendes værker, præcis som hendes værker inspirerede både Léger og Picasso, før hun vendte hjem til Danmark og levede som portrætmaler resten af livet.
