Jeg tegnede det sidste strøg af nattergalens vinge. I morgen ville jeg begynde på den japanske pagode. Ud ad vinduet kunne jeg se, at sneen var begyndt at falde på Place Vendôme. Jeg måtte stadig knibe mig i armen over at arbejde for et af de førende designerhuse i Paris. Mønsteret, jeg tegnede, var til næste års japanskinspirerede vinterkollektion. Mit design skulle håndbroderes på udvalgte kreationer og printes på andre. Klokken på min telefon viste 18.00. Senere i aften skulle jeg mødes med Cédric på Rue de Rivoli på den café, hvor han arbejdede. Selv om han ikke havde fri, ville jeg spise der og nyde hans selskab. Vi havde mødt hinanden på cafeen en af mine første dage i Paris.
Men først havde jeg dog en instruktion, jeg skulle føre ud i livet. Da jeg swipede min telefon åben, rislede det frydefuldt ned ad min ryg. Jeg elskede de små beskeder med instruktioner og et mødested, uden jeg vidste, hvad der skulle ske. Det var min lille hemmelighed.
Ham: Selvsiddende strømper, nederdel og ingen trusser. Pariserhjulet på Place de la Concorde klokken 18.30.
Der var kun 10 minutters gang fra mit arbejde til Concorde Pladsen, så jeg havde tid til at friske mig op. Ude på gaden føg sneen mig om ørerne. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde haft mine praktiske Moon Boots på, og at jeg altid havde skiftesko på kontoret. Min cremefarvede uldfrakke var varm og lang. Udstyret med vanter og strikhue begyndte jeg at gå i retning af pariserhjulet. Snart kom det til syne, oplyst og stemningsfyldt. I Jardin des Tuileries ved siden af hjulet var der julemarked, som mange andre steder i Paris. Jeg købte en pose brændte mandler ved en hytte og gik hen for at stille mig i kø til pariserhjulet. Det var først, da jeg stod i køen, at jeg blev nervøs, måske nok mere spændt. Jeg havde gjort, som beskeden sagde, men hvad havde han fundet på denne gang? En tur i pariserhjulet var mere romantisk end sexet, hvilket også var i orden med mig, men jeg havde nok håbet på mere, når det var et af vores rendez-vous’er.
