Dagene op til Bondetoget i København 1935 var elektriske af aktivitet. Op til 50.000 bønder ville til København for at demonstrere, og mange af dem havde aldrig tidligere været i hovedstaden.
Demonstrationen skulle finde sted mandag 29. juli, dagen inden Rigsdagens (Folketinget og Landstinget, red.) sommersamling, hvilket virkede som et godt tidspunkt at skabe opmærksomhed om bøndernes krav. Nemlig en sikring af priserne på landbrugsprodukter, sænkning af kronen til gavn for især smøreksporten samt importforbud af korn og animalske fødevarer, hvis de blev solgt billigere end den danske produktionspris. Desuden krævede bønderne hjælp til »flittige og dygtige landmænd« ramt af konkurser.
Programmet bød på en stor demonstration om formiddagen foran kongen på Amalienborg Slotsplads, og om eftermiddagen et arrangement på Østerbro Stadion. Blandt navnene på talerne var »naturligvis« Knud Bach og Jens Thomsen, skrev Jyllands-Posten. De to blev set som centrale personer i Bondetoget og var en del af den delegation, der skulle mødes med kongen selv.
Jens Thomsen (1880-1955) var min oldefar. Han var det, man kaldte en stor mand med dertil hørende penge, forbindelser og mangel på selvkritik.
