Med feber dunkende i kroppen havde han netop presset sig over målstregen som den første. Men efter at Marcel Kittel den dag i maj for ti år siden vandt sin anden etape i det års version af et af cykelsportens store etapeløb, Giro d’Italia, eksede cyklen under tyskeren. Fuldstændig udmattet og syg sank han sammen på asfalten.
En ung mand i blåt træningstøj så kollapset og sneg sig i al hast ind mellem de dødtrætte ryttere i målområdet og hen til Marcel Kittel. Tyskeren havde dagen før fejret sin 26-års fødselsdag med sin første etapesejr i spurten. Nu havde han gentaget triumfen i det løb, hvis første etaper i 2014 foregik i Irland.
Mens den dødtrætte og syge rytter fik kæmpet sig halvt op at sidde, knipsede den ivrige irske fan en selfie af sig selv, storsmilende, og Marcel Kittel, som intet syntes at opfatte af episoden.
Det gjorde til gengæld den belgiske fotograf Kristof Ramon, som stod lige ved siden af.
