Hun gjorde sig umage på date efter date. Og blev droppet hver evig eneste gang. Amanda Romare er mod sin vilje blevet ekspert i tidens rå datingkultur.

»Og når det er længe siden, er det, som om du aldrig har gjort det før, for du er så nervøs. Den slags ville jeg gerne skrive om, for der er så meget skam omkring det. Især som pige. Som om du føler, at du ikke holder niveau«.

Det var først, da hun fortalte sine veninder om sine overvejelser, at hun begyndte at spekulere over, om det måske var værd at gøre en bog ud af de personlige noter. For de blev vildt begejstrede for projektet. Den er nu ikke skrevet på glæde, men på smerte.

»Jeg kæmpede meget i de år. Jeg var så fucking trist og græd, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev afvist. Det tærede på mig, jeg blev så hård ved mig selv. Selv nu er jeg stadig mærket af det«.

Blot et afslag efter en date med én, hun kun havde skrevet kort med på Tinder, kunne sætte gang i et indre jordskred.

»Det gør ondt. Man håber sådan, at det virker, men nogle gange holder personen bare op med at reagere, man bliver ghosted, og så føler man, at det er ens egen skyld«.

Sågar afslag fra fyre, hun ikke engang var interesseret i, kunne give hende en nedtur.

»Det blev et problem, som jeg blev besat af at løse. Måske havde det været rart at give lidt op«.

Mændenes marked

Som Amanda Romare skriver i bogen, der altså bygger på hendes egne erfaringer tilsat et skud fiktion, så er hovedpersonen en 10’er. Cute, kvik, cool. Hun mangler intet på den konto. Men hun mangler evnen til at sige fra. Hun kan ikke lade være med at svare på ydmygende sms’er om, at hun godt kan klemmes ind som sexpartner på dage, hvor en fyr ikke skal se sin kæreste. Og jo mere hun gør den slags, desto mere mister hun selvrespekten. Og over tid: selvværdet.

Bartenderen, Elektrikeren, Konsulenten, Naboen, Danseren, Manden uden ansigt. Hun forsøger igen og igen at få et forhold op at køre med mænd, hun møder på klub eller Tinder, men mændene trækker sig, og hun kan efterhånden deres fantasiløse versioner af ’det er ikke dig, det er mig’-beskeden udenad.

I romanen skildrer hun, hvordan fyr efter fyr opfører sig slapt og nogle gange totalt barnligt og elendigt. Bryder aftaler med dårlige undskyldninger, som »jeg fuldesnakker lige med vennerne«, eller »jeg faldt i søvn, fordi min far nussede mine fødder«. Amanda bliver også afvist af en fyr, der siger, at han ikke kan lide hende i mørke. Eller tag ham, der siger, at han altid bliver træt af piger, efter at han har haft sex med dem.

Hvordan kan fyre slippe af sted med at opføre sig så ringe? Har du et svar på det?

»Det gælder ikke alle, bliver jeg nødt til at sige. Men jeg har indtryk af, at fyre har nemmere ved one night stands, mens det er sværere for piger. Måske fordi man fysisk lukker en fyr ind i sig. Jeg føler jo, at jeg bærer lidt med videre af hver af de fyre, jeg har været i seng med«.

Selv om mændene i hendes roman typisk er til det meget uforpligtende, understreger hun, at fyre selvfølgelig også kan føle sig ensomme og angste for, at de aldrig møder nogen. Men ud fra hendes erfaringer er det næsten altid kvinderne, der tager initiativ til et forhold, og mændene, der er fodslæbende.

»De stresser ikke så meget over det, som jeg ser det. De har ikke energien eller gør sig ikke umage. Altså, min kæreste elsker vores forhold, og han er så glad for, at vi har mødt hinanden. Men han løftede ikke en eneste finger. Det var mig, der skrev. Det var mig, der satte den første date op«.

Hvorfor er datingscenen fyrenes marked?

»Det har jeg søgt svar på i fem år! Hvis jeg går på Tinder, kan jeg se, at næsten alle pigerne er flottere end fyrene. De giver mere. De er friskere. De har bedre karrierer. Alligevel er det skævt. Det er fyrene, som har overhånden«, oplever hun.

»Og hvis jeg ser mig om i min omgangskreds, er fyrene meget, meget mere kræsne end pigerne. Det er, som om de alle satser på den flotteste pige og tror, de får hende. Omvendt satser den smukkeste pige i min vennekreds aldrig på den flotteste fyr, for hun er sikker på, at han er for lækker til hende«.

Amanda Romare har to lillebrødre og oplever, at de selv i deres værste øjeblikke har mere selvtillid, end hun har. Og hun oplever generelt, at kvinder har tendens til at vende det indad, hvis de bliver afvist, hvor mænd mere skyder skylden på miljøet omkring dem.

»Jeg tror, at incel-kulturen udspringer af det. At drenge vender afvisninger udad, mens piger tæsker sig selv med, at de ikke er smukke nok, at de ikke dufter godt nok, at de ikke har trimmet kroppen godt nok«.

Er det Tinder, der har gjort datingscenen så hård?

»Måske lidt. Men når jeg havde haft en kæmpe nedsmeltning og var fuldstændig utrøstelig, så fik jeg lidt håb igen, når jeg kunne gå ind og swipe lidt og se, at – shit! – der er 10.000 andre fyre derude«.

Men det er frustrerende, at alt på Tinder skal handle om udseende, mener hun.

»Man dømmer folk ude meget, meget hurtigt«.

Og hun har igen og igen oplevet, hvordan man på Tinder hurtigt kan komme til at bygge luftkasteller op om én, man skriver med, før man mødes.

»Man opbygger en masse håb, men når man så møder ham, er han slet ikke som den person, man har bygget op i sit hoved. Den person er sådan set død, opdager man. Og så sidder man der et stykke tid med en person og mangler en person, der ikke eksisterer«.

Nogle taler om, at Tinder har gamificeret dating, og at man kan blive afhængig af at swipe?

»Ja, men vi har også et romantisk billede af, at det ville være finere, hvis man stod i en dansesalon, og fyrene bød pigerne pænt op som i 40’erne og 50’erne. Men der er 70-årige og 80-årige, der har skrevet til mig og sagt, at det var lige så svært dengang«.

Så hun køber ikke, at datingapps partout er dårlige, at alt var bedre i gamle dage.

Syg smerte på Tinder

I romanen beskriver hun, hvordan hendes alter ego går fra at drømme om kærlighed, at møde en soulmate og have det sjovt til hen ad vejen at acceptere, at det er okay blot at få sex. Og til slut: bare følelsesforladt sex. Sådan havde Amanda Romare det også selv, 1:1.

De første par måneder havde hun tre krav: Fyren skulle være sjov, hun ville komme under sex hver gang, og så skulle fyren virkelig ville være sammen med hende. De første fyre mødte hun med god selvtillid, husker hun.

»Men så begynder man at ændre sig lidt, for der er noget, der ikke virker. For de vil ikke ses igen. Og så ændrer man sig lidt og lidt mere. Det kan være alt fra, at man begynder at barbere sig, tage en lille kort sort kjole på eller prøver at være mere tilbageholdende«.

»Og pludselig har du høvlet dig selv ned, som en ostehøvl, der tager skive efter skive. Du ender som en tynd version af dig selv. Der er ikke rigtig noget tilbage. Det var trist at opleve. Selv nu. Og nu har jeg trods alt mødt en fyr. Hvilket er fuldstændig sindssygt«.

For Amanda Romare føler sig stadig som en single. Hun elsker sin kæreste, det var en lettelse at møde ham, men datingsårene er svære at hele.

»Jeg er ikke kommet mig. Jeg er så såret over det lort. Over at skulle kæmpe så meget og prøve at være en, som nogen overhovedet ville kunne lide. Jeg var ikke forberedt på, at det ville sætte så permanente spor«.

Har du gjort noget for at genopbygge dig selv og dit selvværd?

»Ja, jeg undersøger min kærestes krop ret meget. Det føles, som om den er min. Og det er en dejlig følelse. Det er også en måde at nyde forholdet på«.

Hun mødte sin kæreste, lige før bogen udkom, lige der hvor hun havde forberedt sig på at tale vidt og bredt om at være single.

»Så jeg følte mig lidt som en forræder«, siger hun og griner.

Men fyren, en lillebror til én fra hendes gamle gymnasium, blev skrevet ind i romanen. Og hun gav sig hen til forholdet.

»Jeg tænkte: Jeg skal nyde det her. For jeg har ikke haft hud mod hud så længe. Så jeg ville bare være til i den nærhed, i trygheden med ham. Det har hjulpet mig meget. Og når det kommer til det andet, det syge fokus på udseendet og den slags, så håber jeg, at det vil gå over med tiden«.

Singler i skyttegrave

Mens hun skrev bogen, var det en »desperat handling for at bearbejde følelserne«, som hun siger, men da hun havde fået en forlagsaftale og genlæste sit manus, var hun ved at fortryde.

»Jeg følte, jeg var nødt til at slette bogen. Jeg følte mig så beskidt. Men også, at det er så uinteressant. At ingen vil have lyst til at læse det. For det handler bare om en håbløs situation og en pige, der kæmper. Jeg følte, at jeg virkelig gjorde mig selv til grin«.

Men bogen har fået stor opmærksomhed, og den har til hendes glæde åbnet en bred samtale om dating. Nu er bogen ved at blive versioneret til en Netflix-serie, og hun har været nødt til at genlæse ret meget af den. Og så kan flovheden godt komme krybende tilbage. Især når hun læser kapitlerne om, hvordan hun havde et crush på sin nabo, og hvordan han afviste hende.

»Han bor stadig ved siden af mig, så det er ret sindssygt. Jeg havde ligesom fortrængt det, og det giver et stik at læse om det igen. Følelserne var så stærke, du ved«.

Hun er nu i gang med bog nummer 2. Og den begynder cirka der, hvor 1’eren slutter: Amanda har fået kæreste.

Er græsset så grønnere på den side? Det var hun hundrede procent sikker på, da hun datede. Men parforhold har også sine problemer, selv om kærligheden er ægte.

»Det bliver der heller ikke talt nok om«, mener hun. Men hvis nogen kan lave om på det, kan det meget vel være Amanda Romare.

Til slut: Hvis man er omkring de 30 og er ufrivilligt single, kan du så anbefale at gøre dating til et intenst projekt, som du gjorde? Eller vil du anbefale, at man læner sig tilbage og lader det ske, hvis det sker?

»Man skal ikke negligere, hvad det koster at tage på en masse dates. Singlerne befinder sig sammen i skyttegravene, mudrede og trætte, og kæmper for at finde en eller anden. Det er et helvedes hul«.

Men alle, der kæmper længe nok, finder kærligheden, mener hun.

»Jeg var single i over et årti, men hvis man anstrenger sig nok, kommer det til sidst«.

Hun indskyder, at hun selv ville have hadet at læse den slags i sin singletid. Hun ville have tænkt: »Folk siger, det vil ske. Men det gør det ikke for mig«.

»Men ligesom hvis man dedikerer sig til sin karriere eller andre projekter og satser nok, så vil det sandsynligvis ske«.