Lad os begynde, hvor det hele sluttede. På det dramatiske højdepunkt og det menneskelige lavpunkt. På Hotel Comwell, Brejning, 31. august 2019.
Vi så Kristian Jensen tage fordøren med tårer i øjnene, men hvor kørte Lars Løkke Rasmussen hen, da han denne sensommerdag for præcist et år siden lod sig køre ud af Venstres historie?
Brejning-mødet har skrevet sig ind i nyere politisk historie som et af de mest skælvende og skelsættende formandsopgør. Hidtil er det sparsomt, hvad der er sluppet ud fra den konferencesal fyldt med venstrefolk, der styrtede deres formand gennem ti år, statsminister gennem i alt syv år, folketingskandidat gennem 25 år og partifælle gennem 40 år.
Lars Løkke tog bagdøren væk fra Brejning, men man kan roligt sige, at han nu – præcist et år efter – genåbner historien ad fordøren. For i en ny erindringsbog med titlen ’Om de fleste – og det meste’ fortæller han ikke alene sin udlægning af dramaet. For – som han skriver – at eliminere enhver efterfølgende kamp om sandheden valgte den tidligere statsminister at optage lyden af sit eget formandsfald.
