Det var The Combahee River Collective, en gruppe sorte lesbiske feminister fra Boston, der i et manifest fra 1977 første gang brugte betegnelsen ’identitetspolitik’. De mente ikke, at deres interesser blev varetaget af hverken borgerrettighedsbevægelsen eller den traditionelle hvide feminisme. I stedet ville de have en politik, som tog udgangspunkt i deres identitet som sorte lesbiske feminister:
»Denne fokusering på vor egen undertrykkelse er legemliggjort i begrebet identitetspolitik. Vi tror, at den mest dybtgående og potentielt mest radikale politik kommer direkte fra vores egen identitet, ikke ved at arbejde for at sætte en stopper for andres undertrykkelse«.
Siden da har præcis det synspunkt bredt sig. Væk fra forestillingen om kampen for fælles individuelle rettigheder til en kamp for særlige grupperettigheder. Til krav om ’safe spaces’, modstand mod ’mikroaggressioner’ og beskyldninger om ’krænkelsesparathed’.
Vi befinder os nu i en kulturkrig, som har betydning for mange flere mennesker end de aktivt kæmpende, fordi den primært finder sted på universiteterne og i medierne, som besidder stor magt, når det drejer sig om at afgøre, hvad der skal tales om, og hvordan der skal tales. Tag denne avis. Også Politikens splittede kulturradikale sjæl bakser med den identitetspolitiske udfordring, for hvad er menneskelig frigørelse i regnbuens 21. århundrede? Hvornår skrider proportionerne?
