Der er bare to dage til jul. På det luksuriøse landsted med over 70 værelser, biograf og plads til vinterlege og ugenert Lebensraum går seks forventningsfulde børn rundt og savner deres far. Han er, i kraft af sin rolle som en af landets førende ministre, stresset, »hans hjerne var fuldstændig drænet«, og han ved slet ikke, om han når hjem, så travlt har han med bl.a. at planlægge en radioudsendelse til opmuntring for hele nationen. Og så, mirakuløst som i ethvert ægte juleeventyr, lykkes det:
»Alle børnene er samlet i Lanke. Helga og Hilde har allerede lange kjoler på og ligner rigtige damer. De reciterer et digt og synger en sang, og det er næsten, som om der er fred«.
Det er julen 1942, Joseph Goebbels skriver om i sin dagbog, verden er i krig, og hjemme hos Hitlers propagandaminister får familieidyllen derfor også dette skær af »næsten« og »som om«.
Forlorenheden er dog ikke kun krigens skyld, hvilket forfatteren Peter Harmsen, der har akademiske grader i kinastudier, russisk og samfundsfag, anfører i sin fremragende, gruopvækkende og velfortalte bog ’Den mørkeste vinter’, for Goebbels var ikke propagandaminister for ingenting, han løj, så det stod efter. Og billedet af den gode pater familias, som Goebbels gerne ville sælge sig selv på – og Nazityskland for den sags skyld – havde en bagside:
