Visse bøger bider sig fast, så man ikke kan ryste dem af sig. Med et står det, der kun dæmrede, knivskarpt. Det er brutalt, og det er det også i tilfældet ’Caliban og heksen – Kvinder, kroppen og primitiv akkumulation’ .
Tankegodset i den italiensk-amerikanske forfatter Silvia Federicis hovedværk har længe rumsteret i dansk litteratur, hvor ritualet, fællesskabet og heksen som oprøreren, der byder alle normer trods, er blevet genfremkaldt – i særdeleshed af Olga Ravn, men også af skriftkollektivet BMS, af Nanna Goul, Johanne Lykke Naderehvandi, Mette Moestrup og mange flere. Også af den grund har ’Caliban og heksen’ udøvet en nærmest magisk tiltrækning på mig: Denbog måtte jeg læse.
Hvad jeg ikke anede, var, hvordan den ville ryste mig. I første omgang, fordi egenskaber, som jeg har opfattet som uflatterende, men trods alt relativt uskadelige og fremfor alt adskilte fra hinanden, af Federici afsløres som én samlet magtudøvelse opøvet gennem små femhundrede år: Det er denne magtudøvelse, der har fået mig til at ryste på hovedet, når nogen tror, de med et trylleslag opnår det, der kræver hårdt slid. Den, der har bestyrket mig i troen på, at arbejdstiden må og skal monitoreres.
Den, der har fået mig til at formode – om end skamfuldt – at andrekvinder er mine sande konkurrenter. Læsere, der som jeg selv faldt i gryden med Foucault, vil ivrigt identificere disse ’symptomer’ som den uhåndgribelige magt, der tæmmer os til selvdisciplin, så samfundet kan køre på skinner. Jeg forstår den trang. Spørger man Federici, er magtudøvelsen dog hverken mystisk eller uhåndgribelig, men uhørt blodig.
