Når jeg læser om Kina i avisen, handler det typisk om undertrykkelse af uighurerne, knægtelse af ytringsfriheden i Hongkong, coronaens veje eller Xi Pings sabelraslen i forhold til Taiwan eller handelskrig.
For ikke så længe siden kunne man dog læse om en trend blandt Kinas unge. De er ved at være trætte af at knokle i døgndrift. En gruppe outsidere og selvproklamerede døgenigte siger fra i forhold til 996 (arbejdsdage på 9-21 6 dage om ugen). I stedet dyrker de den set med officielle kinesiske briller ret provokerende aktivitet at trække stikket og flade ud.
Men den slags artikler er sjældne. Kina er på alle tænkelige måder et enormt vigtigt land i den moderne verden, men det er alt for sjældent, jeg får et indblik i, hvad der egentlig rører sig inde bag de mest iøjnefaldende politiske brudflader.
Nyhedslogikken dikterer, at det næsten altid er problemerne, man hører om. Det store nyhedsflow levner ikke megen plads til livet, som det i andre kulturer leves i dagligdagen. Tilværelsen nede i de dagligdags detaljer, hvor det, som giver eller fratager livet mål og mening, udspiller sig.
