Men ideen til historien om Vanessa fik hun efter at have læst Nabokovs ’Lolita’. Romanen fik hun fat i, da en musiker, som hun kort havde mødt og var blevet meget betaget af, i et interview fortalte, at det var hans yndlingsbog. På forsiden af romanen stod der, at det var ’Det 20. århundredes største kærlighedshistorie’. Man kunne også kalde det en syg pædofil fantasi om en ældre mand, der kidnapper en 12-årig og voldtager hende igen og igen. Men Russell købte versionen om en kærlighedsaffære og elskede den. Var forgabt i den. Ville skrive som Nabokov.

»Men jeg var også en 14-årig, der læste ’Lolita’, så jeg så mig selv i romanen«, husker Russell.

»Jeg så spor af ’Lolita’ i verden omkring mig, så, hvordan teenagepiger blev behandlet, hvordan de blev seksualiseret. Hvordan skulle man som teenager reagere på det? Skulle man selv acceptere det? Ignorere det? Skære tænder og holde det ud? Eller kunne man deltage i det? Kunne man tage ejerskab over det? Det var store og vanskelige spørgsmål. Og jeg tror, at det var det, jeg kæmpede med fra begyndelsen«.

Vold i kærlighedshistorien

Det er formiddag, da vi taler sammen over telefonen. Kate Russell sidder på sit hjemmekontor i Wisconsin, hvor hun bor med sin mand. Selv om hendes roman er udkommet for nylig og har vakt stor opmærksomhed i USA, er der ingen foredrag, bogsigneringer eller tv-talkshows på programmet. Hun har stillet op til podcasts og instagramarrangementer, men ellers kan hun i coronatiden bare sidde hjemme og følge sin romans færd ud i verden og op ad bestsellerlisterne, i takt med at den ene rosende anmeldelse efter den anden bliver trykt. »Intelligent, modig og smertelig at læse«, skrev The Guardian. Denne roman skiller sig ud ved sin »overordentlige kompleksitet, sin opfindsomme og grundige undersøgelse af skade og magt«, skrev The New York Times.

Og Kate Russell virker da også, som om hun et godt sted i sit liv. Også rent fysisk, for hun bor i by med god plads, så selv om det et karantæneramt forår, kan hun trygt gå ud og nyde vejret. Hun er afslappet, griner tit og taler gerne om det svære emne, der har optaget hende det meste af livet. I hvert fald til en vis grænse.

I romanen møder man den 15-årige Vanessa, der er begyndt på et prestigefyldt college. Hun er ensom efter et svigt fra sin eneste veninde og har svært ved at koncentrere sig om det faglige. Men så bliver hun set af sin lærer. Han roser hendes digte, giver hende opmærksomhed, komplimenterer hende og strejfer ligesom tilfældigt hendes knæ. Vanessa suger det hele til sig og spinder sig ind i en drøm om den store forbudte kærlighed. Hun bliver pirret og revet med.

Og for Kate Russell har det centrale i fortællingen hele vejen igennem været Vanessas medvirken og vilje til det seksuelle forhold mellem eleven og den 27 år ældre lærer.

»Men spørgsmålene om samtykke og traumatisering så jeg ikke i en ung alder. Jeg ville aldrig have kaldt det en historie om overgreb eller skader. Det så jeg først langt senere. Selv når der var besættelse, overgreb og endda vold i historien, var det stadig en kærlighedshistorie for mig. For mig kunne en kærlighedshistorie rumme alle de ting«.

Inspireret af egne oplevelser

Som teenager havde Vanessa Russell selv forhold til ældre mænd, og hendes roman er inspireret af de oplevelser. Men det kommer vi ikke nærmere ind på i interviewet over telefonen, for hun aftalte med sit forlag helt fra første færd, at hun ikke ville gå offentligt ud med sin personlige historie. Hun føler sig ikke forpligtet til at dele sit traume og risikere en retraumatisering.

Men hun har aldrig sluppet oplevelserne i sine unge år og har været fanget ind af emnet lige siden, og igennem sine studier i creative writing og siden en ph.d. har hun beskæftiget sig indgående med forholdet mellem unge piger og ældre mænd, og hvordan det er repræsenteret i litteraturen. Det var under de studier, at hun pludselig fik et nyt blik på dynamikken mellem Vanessa og Jacob Strane, som læreren hedder.

Her læste hun to selvbiografier (’Tiger, Tiger’ af Margaux Fragoso og ’The Kiss’ af Kathryn Harrison) om henholdsvis pædofili og incest. Begge ofre beskriver, hvordan de deltog i, ja, medvirkede til, misbruget. Russell læste og mærkede et skred indeni.

»Biografierne udfordrede den accepterede idé om, hvad et offer er, og hvordan et offer skal opføre sig. Deres beskrivelser føltes så velkendte, så familiære, og karaktererne så nært beslægtede med den historie om utvetydigt misbrug, som jeg havde arbejdet på og tænkt over så længe«.

Det tvang hende til at se på sin kærlighedshistorie på en ny måde, til at gentænke sit materiale. Selv om Vanessa aldrig selv ville sige det, var det reelt en fortælling om et årti langt overgreb.

»Jeg så så meget af mit arbejde i dem, og tænkte: Åh, gud! Måske er det her den skjulte side af det, jeg har arbejdet med i så lang tid«.

Og så gik hun i gang med at læse faglitteratur om misbrug og om, hvordan traumer påvirker hjernen og éns personlighed.

»Det var en proces med at lære om seksuelt misbrug og om traumer og at se symptomerne, der allerede var i Vanessa, i plottet, som jeg havde skrevet. Allerede som teenager havde jeg på et ubevidst plan forstået, at det var en fortælling om et traume. Men en anden del af min hjerne forstod det ikke dengang. Det tog et stykke tid at nå dertil«.

Tiltrukket af mørket

Undervejs i ’Min mørke Vanessa’ måtte jeg lægge bogen væk, fortæller jeg hende. Visse scener er simpelthen for modbydelige og grænseoverskridende i deres nære beskrivelser af lærerens sygeligt seksuelle optagethed af Vanessas barnlige træk. Og jeg undrer mig over, at forfatteren selv har kunnet klare at være i sin historie i så mange år.

»På den ene side kan jeg ikke forklare det. Jeg har altid været tiltrukket af at skrive om mørke sider. Men jeg holdt mange pauser i skriveprocessen og skrev om andre ting. Ikke at de nødvendigvis var lettere i tonen eller emnet!«.

Hun griner ad sig selv, men forklarer så, at hun ligesom sin hovedperson zoomede ud, mens hun var i de mest voldsomme scener. Når læreren udfører oralsex på Vanessa, lader hun sig glide væk, lader sit blik svæve ud ad vinduet og op i himlen.

»Især når jeg skrev de virkelig svære scener, tog jeg skyklapper på. Nu efter bogen er udkommet, sker det, at jeg tager den op og læser en scene og bliver forskrækket over skildringerne. Sådan havde jeg det ikke, mens jeg skrev, hvor jeg var inde i Vanessas hoved og flød på overfladen, ligesom hun gør. Det følelsesmæssige omfang af romanen ramte mig ikke rigtig, mens jeg skrev den«.

Som læser er man nødt til at komme med helt ind i lærerens seng, helt ind i Vanessas hoved, for at forstå omfanget af misbruget, af forholdets betydning. Men forfatteren har skullet ramme en fin balance mellem at skildre de grumme scener så nært, at man bliver rystet, og samtidig ikke gå så langt, at læserne forkaster bogen, fordi det bliver uudholdelig læsning. Kate Russell fik hjælp af sine venner.

»Jeg havde helt sikkert øjeblikke undervejs, hvor jeg kom for langt ud i det groteske. Og det var en hjælp at have læsere undervejs – på college og undervejs i mit ph.d.-studium – der læste mange skitser. Jeg fik masser af feedback, og de sagde tit: Det her er for tungt, det kommer læserne ikke igennem«, forklarer hun.

»Jeg opdagede også, at det hjalp at skifte fra datid til nutid. Det gjorde historien meget aktuel, og det holdt mig ude at teksten som forfatter. Når jeg så tilbage på noget, der var hændt, tillod det mig som 32-årig at komme ind i teksten. Men i nutid var det teenage-Vanessa, der stod centralt og forrest. Det holdt historien målbevidst. Og så vil jeg sige, at selv hvis der er scener og øjeblikke, der er svære, bevæger historien sig hele tiden fremad, og det hjælper læseren igennem de svære dele: Man kommer videre«.

For meget ballade til Oprah

Hun fik også hjælp af sine venner, da hun blev ramt af en shitstorm, før romanen overhovedet udkom. Da det rygtedes, at et anerkendt forlag havde betalt en stor sum for en debutroman om et forhold mellem en ung pige og en ældre mand, skrev forfatteren Wendy Ortiz på Twitter med tyk ironi, at hun ikke kunne vente med at læse en hvid kvindes roman om det, der lyder temmelig meget som en gengivelse af ’Excavation’ (Ortiz’ selvbiografi om et lærer-elev-forhold).

Selv om Ortiz ikke nævnte Russell ved navn eller beskyldte hende direkte for plagiat, affødte tweetet en malstrøm af modvilje mod Russells endnu ikke udgivne roman, og flere forlangte ligefrem, at hun skulle bevise, at hun var blevet misbrugt at en ældre lærer og dermed havde ret til at skrive fiktion om emnet. Russell nægtede klogelig, lukkede sin twitterkonto og red stormen af derhjemme i stuen i Madison, Wisconsin, og lagde puslespil med sin mand for at undgå at tjekke telefonen.

»Det var frustrerende. Men jeg er så heldig, at jeg har en ret stor gruppe af venner, som har set mig arbejde på den roman i mange, mange år. Jeg har løbende delt dele af den online, så de kunne sige god for mig«, forklarer Russell.

Men det stoppede ikke der. Beskyldningerne og balladen alene fik Oprah Winfreys Bogklub til at trække den ud af sortimentet – belært af kontroverserne om romanen ’American Dirt’, der skabte hidsig debat om, hvorvidt det var rimeligt, at en hvid forfatter tjente styrtende med penge på en roman om mexicanske migranters smertelige historie.

Kate Russell havde ellers hverken brug for god eller dårlig pr for sin bog. Den var i forvejen udråbt som en af 2020’s mest ventede bøger og blevet stemplet som kontroversiel på grund af sit emne. Et mærkat, som Russell havde set komme, fordi hun udfordrer de gængse forestillinger om meddelagtighed, samtykke og misbrug og i sin roman viser, at man kan være et offer, selv om man siger ja til at deltage i misbruget.

»Det vil uundgåeligt blive opfattet kontroversielt«, erkender hun.

»Men jeg kan blive lidt ærgerlig over, at en historie som Vanessas bliver sat i bås, for når man sætter et mærkat som kontroversiel på en roman om seksuelt misbrug, inviterer man nærmest til en forståelse af den som skandaløs eller overseksualiseret. Og det er ikke en god læsning eller forståelse af, hvad det er for en bog«.

Ramt af MeToo

Da forfatteren nærmede sig den sidste gennemskrivning af romanen, antændte MeToo-bevægelsen en global diskussion om sexmisbrug og vigtigheden af at stå frem som offer. Og igen måtte Russell se på sin tekst og sin historie i et nyt lys. Hvad ville bevægelsen betyde for læsernes møde med Vanessas historie?

»Der var en oplagt parallel, men det var også skræmmende, at min historie pludselig ville blive læst i kontekst af den bevægelse, som så mange mennesker har stærke følelser om og er så stærkt engageret i. For en debutant var det som at komme ud ad porten med et ladt gevær«.

Efter nærmere overvejelser besluttede hun sig for at se MeToo som en chance for at stole på, at læserne, der mødte romanen, på forhånd ville have overvejet spørgsmål om, hvorfor nogle ofre venter mange år, før de står frem.

»Måske ville de endda have overvejet, om det er det rette for alle ofre at stille sig frem og tale om det offentligt. Eller om det for nogen er bedre at lade være, fordi det kan skabe flere traumer i stedet for at føre til heling eller afslutning«.

Russell bestemte sig for at revidere visse dele, at lade Vanessa være blot en ud af flere, som læreren har misbrugt, og lade den voksne Vanessa opleve, hvordan medierne forsøger at presse hende til at stå frem, og hvordan de spinner historien om de misbrugte piger.

For hun er personligt af den overbevisning, at det ikke altid gavner at dele sin historie, og hun mener, at MeToo-bevægelsen fejlagtigt har cementeret, at man heler ved at stille sig frem offentligt.

»Hvem er egentlig er tjent med, at disse kvinders smerte bliver delt alle muligheder steder? De får opmærksomhed i 24 timer, og så går man videre til den næste. Jeg er skeptisk over for, at kvinders smerte bliver en handelsvare på den måde«.

Kate Russell foretrækker litteraturens skildringer af det svære offer-gerningsmand-forhold, hvor der er plads til ambivalens, kompleksitet og til at dvæle ved detaljer, der først træder frem som et mønster af magt og misbrug, når man ser det fulde billede. Intet er sort-hvidt, heller ikke når en 15-årig nymfette lokkes til sex med sin 27 år ældre lærer og presses til at tie med det. Og det er den pointe, Russell håber, læserne vil tage med efter mødet med Vanessa. At hendes navns hvorfor? vil runge i dem.

»Bare de efter endt læsning vil opleve, at de faste forestillinger, de gik ind i romanen med, er blevet rystet lidt«.