Men ideen til historien om Vanessa fik hun efter at have læst Nabokovs ’Lolita’. Romanen fik hun fat i, da en musiker, som hun kort havde mødt og var blevet meget betaget af, i et interview fortalte, at det var hans yndlingsbog. På forsiden af romanen stod der, at det var ’Det 20. århundredes største kærlighedshistorie’. Man kunne også kalde det en syg pædofil fantasi om en ældre mand, der kidnapper en 12-årig og voldtager hende igen og igen. Men Russell købte versionen om en kærlighedsaffære og elskede den. Var forgabt i den. Ville skrive som Nabokov.
»Men jeg var også en 14-årig, der læste ’Lolita’, så jeg så mig selv i romanen«, husker Russell.
»Jeg så spor af ’Lolita’ i verden omkring mig, så, hvordan teenagepiger blev behandlet, hvordan de blev seksualiseret. Hvordan skulle man som teenager reagere på det? Skulle man selv acceptere det? Ignorere det? Skære tænder og holde det ud? Eller kunne man deltage i det? Kunne man tage ejerskab over det? Det var store og vanskelige spørgsmål. Og jeg tror, at det var det, jeg kæmpede med fra begyndelsen«.
Det er formiddag, da vi taler sammen over telefonen. Kate Russell sidder på sit hjemmekontor i Wisconsin, hvor hun bor med sin mand. Selv om hendes roman er udkommet for nylig og har vakt stor opmærksomhed i USA, er der ingen foredrag, bogsigneringer eller tv-talkshows på programmet. Hun har stillet op til podcasts og instagramarrangementer, men ellers kan hun i coronatiden bare sidde hjemme og følge sin romans færd ud i verden og op ad bestsellerlisterne, i takt med at den ene rosende anmeldelse efter den anden bliver trykt. »Intelligent, modig og smertelig at læse«, skrev The Guardian. Denne roman skiller sig ud ved sin »overordentlige kompleksitet, sin opfindsomme og grundige undersøgelse af skade og magt«, skrev The New York Times.
