0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Vi ser det jo også i ’Alene i vildmarken’«, siger Ida Jessen om den fascination, der drev hende til at skrive en western

5. december 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den jyske hede som scene for højspændt drama? Jovist. Ida Jessen samler stafetten efter Blicher op og har skrevet en roman fyldt med blæst og lyng, kærlighed og overgreb.

Clint Eastwood kniber øjnene sammen og ser ud mod Dollerup Bakker. Blæsten er strid, det fyger med sand. Han fløjter en ensom tone og sporer sin hest. Pistolen har han i støvlen. Måske venter dommeren allerede ved porten til Kongenshus.

Ja, vi er i Det Vilde Vest, Westjylland, i Ida Jessens nye store roman, ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Og nej, den er ikke filmatiseret (endnu), men hvis den var, kunne en midaldrende Clint Eastwood passende spille hovedrollen som den 54-årige kaptajn uden fortid, der ene mand rider ud i ødemarken for at bevise, at man kan dyrke heden, koste hvad det vil.

For det er sådan et univers, romanen tegner op: et barsk landskab, hvor kun dem med stædig livsvilje og handlekraft kan klare sig. Romanen er inspireret af virkelige begivenheder og viser, at danmarkshistorien har kapitler, der er grummere end grumme. At der foregik ting på den jyske hede, der ikke lader westerns som ’De nådesløse’ eller ’Sheriffen’ meget efter.

Ideen til ’Kaptajnen og Ann Barbara’ opstod, da Ida Jessen for mere end 10 år siden i en havebog stødte på halvanden linje om en Ludwig von Kahlen, der i 1755 drog ud med et jordbor for at finde stedet med den værst tænkelige jordkvalitet.

»Det her er næsten hvidt. Det er sand. Her kan min spade ikke komme igennem. Godt sted! Det tager jeg«, griner Ida Jessen, mens hun foregiver at være den halsstarrige kaptajn.

»Han var ikke nogen kælen type«.

Hendes nygerrighed var vakt. Hvad er det for et menneske, der sætter alt ind på at bevise, at selv her kunne man bryde land og dyrke afgrøder. Hvem gør sådan noget?

Det tog 10-11 år og en så omfattende research, at forfatteren var ved at fortabe sig i detaljer om brænding af mursten, landbrugsøkonomi og geologiske forhold, før der kom et svar i form af en roman på 499 sider ud af det. Den handler i øvrigt ikke mest om agerbrug, selv om det viser sig at være nok så dramatisk, den handler især om magthierarkier, overgreb, ulighed og kærlighed. Og så handler den om Ann Barbara, som titlen siger.

Men hvorfor overhovedet skrive en jysk western?

Forfatteren tager imod i sit røde murstenshus i Sorø. Hun har bagt brød, lavet solbærsyltetøj af bær fra haven og forudseende sørget for to potter te. Vi sidder lunt og godt i den stille stue, der har panoramavinduer ud mod haven i efterårsfarver.

»Det skal jeg sige dig«, siger Ida Jessen og rykker frem i lænestolen.

»En western er en moderne saga, og her handler det både om, at vi er vestpå i Danmark, og at det er kampen med helt grundlæggende ting: naturen og slyngler, simpelthen. At man er uden for lands lov og ret«.

At indtage naturen og skabe en civilisation taler til noget helt grundlæggende i os, mener forfatteren.

»Vi ser det jo også i ’Alene i vildmarken’ (tv-program, red.), som er en kæmpe seersucces. Der er fantastiske historier, som udspringer af den nødvendighed, der er i at have meget få komponenter at læne sig op ad«.

Jeg kan mærke, når noget lever, eller om jeg står og sparker til noget, der er lidt smådødt i det

Og hun har nydt at tage favntag med epikken, det store udtræk over adskillige år og masser af sider. At undersøge, hvad epikken kan i forhold til de stramme dramaer.

»Det er der for mig noget spændende i, i kraft af at jeg selv bliver ældre og har været igennem forskellige tider og erfaringer. Man ved, der sker noget med tiden, at ingenting er endeligt, og at kæmpe konflikter kan finde deres leje eller gå andre steder hen. Det tidsperspektiv havde jeg lyst til at arbejde med«.

Ida Jessen er ikke selv rundet af et forblæst hedelandskab. Hun er præstedatter fra Thyregod, men hun er »flasket op på Blicher« og har siden 1999 taget skriveophold på Hald Hovedgaard, hvis tidligere herremand spiller en stor skurkerolle i bogen.

Og hun har besøgt de 1.200 hektar lyngprærie i Kongenshus Mindepark, der er fredet til ære for dem, som det omsider lykkedes at opdyrke heden. I dag ligger der en kro og restaurant ved indkørslen til mindeparken. Fra en p-plads kan man slentre hen og se på de rejste sten med rim om fortidens folk, gå ad anlagte vandrestier og spotte fåreflokke, der er sat ud til naturpleje. Det vilde er blevet kultiveret. På von Kahlens tid var magtforholdet vendt om: Mennesket måtte underordne sig det vilde.

Western-genren er normalt forbundet med USA, men i Danmark har vi også haft en lovløs prærie med vældige historier. Det har vi bare glemt, og det er ærgerligt, mener forfatteren.

»Og det med western ... Det handler også om at fortælle historier«, tilføjer Ida Jessen. Hun hvisker det, så historier næsten lyder frækt. Vovet. Lækkert.

Trepat og Knasper

Ida Jessen er kendt for at skrive en helt anden type romaner. Ofte om landsbysamfund og med karakterernes psykologi beskrevet nært indefra. Med ’Kaptajnen og Ann Barbara’ skulle det være anderledes, tænkte forfatteren og opstillede tre dogmer for sig selv. For når noget begynder at blive velkendt, må hun næres ved at gå nye steder hen.

Det første lød: Hun skulle fortælle en rigtig historie.

Det andet lød: Den skal gå fremad hele tiden, der må ikke være et eneste flashback eller en eneste bekvem forklaring om, at karaktererne handler på grund af en eller anden barndomsoplevelse.

Og som dogme nummer 3: Forfatteren måtte ikke gå ind i hovederne på karaktererne.

Og hvordan har det så været?

»Jeg synes, jeg har fået luftet ud ved det«.

Hvordan skildrer man karakterer og deres psykologi, når de befinder sig i et forblæst fattigt landskab, hvor der sjældent kommer nogen forbi, og dagene går med at hakke i jorden?

Ida Jessen beskriver, hvordan kaptajnen brøler af glæde, da han finder vand, hvordan han bygger forbløffende stort, om, hvordan hans krop med tiden bliver bøjet af sliddet som et træ af den konstante vind fra vest. Man viser, hvordan von Kahlen knokler, fordi han lever efter princippet om, at alt kan lade sig gøre, hvis viljen er stærk nok.

»Han ville være én, der rager op«, som Jessen siger.

»Og det pudsige er jo, at han gradvist må skrælle alt af sig«.

Von Kahlen må på grund af fattigdom sælge ud af sit fine kaptajnsudstyr. Hans støvler går i opløsning, og hårbåndet flagrer fra ham. Med tiden taber han sine blanke knapper, han må gå i træsko som en bonde, og krøllerne på parykken bliver flade og fulde af sand.

Men hele vejen igennem bevarer han sin værdighed. Det viser Jessen blandt andet i scener, hvor kaptajnen rider ind til byen, til Viborg.

»I begyndelsen bliver han beundret for sin fremtræden, men efterhånden bliver han beundret for sit væsen. Uden at han på nogen måde reflekterer over det«, siger hun.

Men hvem er den tavse mand i det nære? For at fortælle om det opfinder forfatteren for eksempel hesten König, koen Trepat, gasen Flink-og-rar og hunden Knasper, der flytter ind, da en omrejsende tater siger »blyw« til den. Husdyrene bliver karakterer, som læseren oplever von Kahlen reagere på og leve med på sin særlige afmålte måde.

Undervejs kommer også den ondsindede herremand på Hald, Schinkel, og pigen Anmai Mus, som kaptajnen køber af hendes far, der i fuldskab har smidt hende i en dam. Hun er en kvik, vild unge, der kan vogte får, og efterhånden bliver hun som en datter for ham. Og så er der selvfølgelig Ann Barbara, som kaptajnen første gang får øje på i Viborg, hvor hun sælger sin varer og betager ham med sin røde mund og hvide tænder. Senere kommer hun gående forbi hans Kongenshus på heden, og han beder hende blive – først som husholderske, siden som mere.

Dogmerne har ikke været snærende overhovedet, siger Ida Jessen. Ikke engang det med at holde sig ude af karakterernes tanker.

»For stoffet fordrede det. Det ville blive løgnagtigt, hvis jeg bildte mig ind, at jeg vidste, hvad kaptajnen tænkte. Jeg tror heller ikke, han tænker så meget. De har alle sammen været optaget af deres opgaver«.

For som enhver, der har læst ’Det lille hus på prærien’, ved, så har man hverken rast eller ro, når man bryder ny jord. Tørke kan ødelægge spirende korn, der kan gå mider i kålgården, ulve truer fårene, sulten står på lur ved døren. Og hvis der er lidt energi tilovers, så bruger en mand som kaptajnen den på at optegne landkort ved tællelampens skær. For kaptajnen er uddannet landmåler og vil som den første registrere kongens vidder på papir.

Schinkel hin grumme

Og her er det, vi er fremme ved skurken Schinkel. Herremanden, der har nydt at skyde urfugle på jord, der reelt hører under kongen, men som han har annekteret som sin egen. En skurk, der torturerer sin fæstebønder på træhesten, kræver en nat med unge piger, før de bliver gift, og presser en bonde til at drive sit hestespand i druknedøden for sin fornøjelses skyld. En mageløst grum skurk, der kan finde på at dukke op i kvindetøj for at tage fusen på sin modstander, kaptajnen.

Sådan en satan var også virkelighedens Schinkel.

Ida Jessen rejser sig fra lænestolen og leder an gennem huset. Igennem spisestuen, entreen med hendes mand Niels’ præstekjole hængende på bøjle, en korridor og ind i hendes grønmalede arbejdsværelse.

På reolen står årbøger fra Viborg, Jeppe Aakjærs ’Den jyske hede før kolonisationen’ og ’Frøkenen fra Hald’ ved Erik Harbo, hvor Schinkels datters erindringer er optrykt. Om sin mor, Helene Moldrup, der spiller en væsentlig rolle i romanen, skriver hun: »Lykkelig var hun aldrig i dette ægteskab. Men hendes forstand forstod at skjule for verdens øjne den hårde behandling hun ej sjældent inde bag lukkede døre måtte døje af en hidsig og temmelig hård mand, der ikke tålte den ringeste modsigelse af hans vilje«.

»Hun giver os indtryk af en magtfuldkommen, fuldstændig skamløs skikkelse. Han var frygtet og hadet«, siger Ida Jessen.

Sådan er han også i romanen. Grusom og gennemkorrumperet på en så udspekuleret og retorisk snu måde, at det bliver underholdende.

»Han lyver, lyver og lyver, og han gør det på sådan en fræk måde, at man nærmest væltes omkuld af sin egen forargelse. Og det, jeg synes, var det vidunderlige ved kaptajnen, er, at han bliver ikke forarget. Han bliver bare stående. Selv om det er en total overmagt, han er oppe imod. Han viger ikke, han giver sig ikke«.

Og dynamikken mellem den principfaste sanddru kaptajn og den skamløse levemand skaber en spænding, der løber som en iling igennem bogens sider. Får den ene krammet på den anden, og i så fald hvem af dem? Hvem trækker først?

Har du tænkt bevidst i, at helten og skurken skulle være hinandens modsætninger?

»Jeg arbejder aldrig med plots på den måde. Jeg kan mærke, når noget er godt, og når jeg ikke er der endnu. Jeg kan mærke, når noget lever, eller om jeg står og sparker til noget, der er lidt smådødt i det«.

I den første lange tid i skriveprocessen tænkte Jessen kun på kaptajnen, men hun opdagede, at historien blev for snæver, hvis heden og vejret var de eneste modspillere.

»Jeg var nødt til at have nogle andre. Og jeg var opmærksom på Schinkel. Men det var først med Anmai Mus og Ann Barbara, det begyndte at blive til en historie, for så får kaptajnen også noget, han skal beskytte, noget andet end sig selv, noget, han faktisk holder af, ikke?«.

Kvinden med den røde mund

Og hvem er så denne Ann Barbara? Romanen forklarer ikke, hvad hun kommer af, men skildrer hende som en umådelig handlekraftig, aldrig rådvild skikkelse, som kan få noget ud af ingenting. En, der kan få en mager ko til at give fløde, en, der kan koge suppe på gamle knogler og finde velsmagende urter på den ugæstfrie hede.

»Jeg synes jo, hun er en heltinde«, siger Ida Jessen.

»Vi har de her helte-kvindeskikkelser i krimierne, som kan klare alt muligt vildt, men jeg ville gerne tage en, der er en heltinde i kraft af sin pligtopfyldenhed over for hverdagen, ikke i kraft af sit eventyrmod«.

Ann Barbara kommer forbi kaptajnens tomme hus, der troner stolt på heden, så man kan se det viden om. Han har bygget det af solide egestammer og så stort, at det kan rumme flere familier. Men han sidder der alene sammen med sit lille taterbarn. Hans tøj er hullet, han får for lidt og for dårligt at spise, han kan ikke dyrke køkkenhaven. Han har brug for en, der kan gøre et hjem ud af Kongenshus. Det kan Ann Barbara, og med hende kommer der lidt godhed ind i livet hos manden, hvis mission er ved at knække halsen på ham.

»Hun er et hverdagsmenneske og en husmor. Hun viser sin kærlighed til kaptajnen igennem alt det, hun gør«, forklarer Jessen.

»Det er jo ikke, fordi hun er væltet omkuld af begær efter ham, men hun indgår i det her arbejdsfællesskab. Han, Anmai Mus og Ann Barbara indgår i et trekløver, hvor de sammen kæmper for, at livet skal hænge sammen. I kraft af det arbejdsfællesskab får de en ømhed og en kærlighed til hinanden«.

Hun kommer med alt det, der får tingene til at leve?

»Ja, hun er ekstremt klog. Der er ikke den ting i hendes verden, som hun ikke kender til, og som hun ikke ved råd for. Hun bevæger sig rundt som et leksikon i, hvordan livet gøres leveligt. Hvordan bliver livet så godt, som det overhovedet kan gøres«.

Frihed har været en umulighed i Danmark. Det har ikke engang været en drøm

Ida Jessen fremhæver Ann Barbara som en heltinde for sin viden og praktiske kunnen. Men hun viser sig i løbet af romanen også at kunne måle sig i mod og handlekraft med selv de mest hårdkogte krimiheltinder.

»Da hun kommer ud for det, hun gør med Schinkel, for selvfølgelig bliver der noget med ham, så vidste jeg, at det ville være hårdt for hende, men jeg vidste også, at hun ikke er den, der giver op. Jeg har sagt om kaptajnen, at han er modig. Ann Barbara er sandelig ikke mindre modig. Hun ved godt, at der bliver en kæmpe pris at betale for det, hun gør«.

Husk vores egen historie

Man kan læse ’Kaptajnen og Ann Barbara’ som en western, for sin spænding, for sine karakterer, for det sprudlende tater-sprog eller kærlighedshistorien. Og man kan læse den for at blive klogere på vores historie og få indblik i, at livet på den jyske hede omkring 1750 var umådelig barsk.

Romanen skildrer en fattigdom så dyb, at man har svært ved at begribe det. Folk, der æder ler og fårelort for at fylde maven med et eller andet, hvad som helst. Den viser en ulighed så stor, at dem med magt kan gøre, som det passer dem, og ofrene overvejer ikke engang at kæmpe imod. De må finde sig i vold, tortur, voldtægt, forvisning, ødelæggelse. Som var vi blandt slaveejere i Sydstaterne for 200 år siden. Ham, der ejer fæstebønderne, herremanden, kan gøre, hvad der passer ham. Forholdene var ikke meget bedre i Vestjylland end i Louisiana.

»Ja, vi har haft det selv. Det har vi. Frihed har været en umulighed i Danmark. Det har ikke engang været en drøm«, siger Ida Jessen.

På den vis fungerer romanen som en påmindelse om, at vi har rykket os fra et stejlt hierarkisk samfund til et demokrati med lighed for loven. Vi behøver ikke søge mod film eller romaner fra Staterne for at bevidne, hvordan mennesker kan tugte mennesker, hvis de får frit spil. Vi kan bare kigge mod f.eks. Viborg-egnen.

»Jeg har tænkt: Lad os åbne øjnene og se, hvad det er, vi har lige her. Fordi vi har det selv. Vi vil gerne over på den anden side af de store have for at lade os belære om kontrasterne i verden, men vi har haft dem her«.

Og hvad blev der af virkelighedens kaptajn Ludwig von Kahlen? Optegnelser fortæller, at han som meget gammel mand vendte tilbage til militæret. Og efter sigende kan man finde resterne af hans Kongenshus lige ved Vestre Skivevej, ved Hjortedalen, som en forhøjning inde mellem nogle graner. Det var først, da kartoffeltyskerne kom til området i flokke, at det lykkedes at opdyrke heden.

Og i romanen? Den slutter ikke med, at Ludwig von Kahlen rider ud mod solnedgangen. Hesten er død, han selv er degraderet. Men han ender livet med havudsigt. Om det for ham er en Hollywood ending eller ej, skal ikke afsløres her.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden